Herfra min verden går

Herfra hvor jeg sidder har jeg udkig til mejsekassen i haven og jeg skal da lige love for at der har været aktivitet de sidste par dage. I øvrigt er det slet ikke, som jeg i første omgang troede, musvitten, men blåmejsen der har travlt. Der er stadig en del måneder til at de skal til at bygge rede og lægge sig på æg, men derfor kan man åbenbart godt gå på udkig efter en egnet bolig. De skal være så hjertelig velkomne.


Billedet af den lille blåmejse er lånt af Danmarks Naturfredningsforening.

Min verden er ikke stor for tiden. Faktisk foregår den mest herhjemme med at holde øje med mejserne og de andre fugle i haven, samt diverse sy-, strikke-, og babysysler. Det passer mig fint nok, når bare det ikke er hver dag. Jeg forsøger at have planer for hver dag og ikke mindst at komme ud så meget som min tilstand stadig tillader det, ellers ender jeg med barselskuller før tid. Jeg tager hatten af for dem der er tvunget til at ligge ned den sidste del af graviditeten. Det må være frygtelig frustrerende. Jeg priser mig lykkelig for at jeg stadig kan rende rundt og gøre ting om end det er i et adstadigt tempo.

Min første graviditet var en drømmegraviditet – på flere måder. Jeg havde absolut ingen gener ud over træthed i starten (hvis man ellers kan tillade sig at betegnes det som en gene ...) og i de sidste par uger en del vand i kroppen, som affødte afsindige håndledssmerter, også kaldet karpal-tunnel syndrom. Det bevirkede at jeg knap kunne lave mad, holde på kniv og gaffel og i hvert fald slet ikke kunne strikke eller noget finmotorisk i den retning. Jeg forsøgte at afhjælpe det værste med akupunktur og bildte mig ind at det vist nok hjalp lidt. Allermest tror jeg bare at jeg bed det i mig, for hvad gjorde lidt smerter, sammenlignet med at jeg skulle være mor lige om lidt? Tilmed var det kun de sidste par uger jeg var plaget. Alt i alt havde det været ganske nemt.

Denne gang har jeg ikke været forskånet i samme omfang, men hvordan kan man næsten også forvente det, med to små størrelser til at sætte skub i hormonproduktionen? Det er ingen tvivl om at det er hårdt for kroppen. Der er en verden til forskel i mit aktivitetsniveau og selvom jeg nyder det og elsker at mærke de to små ‘slå med halen’ – ja, sådan føles det næsten – så må jeg samtidig indrømme at jeg efterhånden glæder mig helt vildt til at få dem ud. Både så jeg kan møde dem, elske dem og kysse dem dagen lang, men lige så meget til at få min gamle krop tilbage. Eller i hvert fald en der tilnærmelsesvis føles som min gamle krop. Der er ikke så meget tilbage af den.

Den forandring kan godt være svær at forholde sig til, ikke mindst tøjmæssigt. Jeg skal lære at se mig selv på en helt anden måde. I går var jeg for eksempel taget på shopping – jeg klarede faktisk et par timer i byen uden nogen videre sidde-stop eller svimmelhedsanfald – da jeg efterhånden har et klædeskab fuld af tøj jeg ikke kan være i. Ikke en gang mit gamle gravidtøj fra min graviditet med Elisabeth, kan jeg snart klemme mig ned i længere. Jeg fandt ud af at der er en god grund; ventetøj er nemlig lavet til enlingegravide, eller noget i den retning ...! I hvert fald måtte jeg på jagt i de store størrelser for at finde noget jeg kunne holde ud og samtidig føle mig bare nogenlunde smart i. Mand, det er en underlig fornemmelse at komme hjem med tøj i størrelse 48!!! Det er jeg jo ikke ligefrem vant til.