Forventningens glæde

Kan man glæde sig for meget? I så fald er jeg en god kandidat. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften til at møde de to små størrelser i maven. Det er for det meste en skøn følelse, men ind imellem – og måske netop fordi jeg glæder mig så meget – kan angsten for at miste dem komme rullende ind over mig og tage kvælertag på en måde som jeg slet ikke kan håndtere. Heldigvis er det for det meste noget en god del fornuftstanker blandet med dejligt mange møffemøf kan kurere. Men det er alligevel grumt mens det står på.

Nogen gange kan det være drømme der sætter det i gang. På det seneste er jeg begyndt at drømme de særeste drømme igen. Det kommer sådan lidt i perioder, men lige nu handler de om død og afsked og små bitte børn der er på grænsen til at dø. Efter sådan en nat, kan jeg godt være lidt småparanoid og tænke mange skøre tanker som slet ikke har hold i virkeligheden. Måske har mine bekymringer noget at gøre med at der er ved at være gået så lang tid siden sidste skanning, at den næste er lige rundt om hjørnet. Når en ny skanning venter i horisonten kan jeg næsten ikke vente og bliver nemt nervøs for om der vil ske noget inden lægerne når at opdage at der er noget galt.

Så selvom jeg ind imellem næste godt kan glæde mig for meget, så har jeg alligevel besluttet mig for at jeg ikke vil lade angsten vinde. Det føler jeg den gør, hvis ikke jeg giver mig selv lov til at glæde mig og forberede mig på de to små møffers ankomst. Så det gør jeg i stor stil. Hvis ikke jeg skulle nyde og glæde mig nu, hvornår så? Intet er, som bekendt, sikkert her i livet, og hvilken nytte gør det at forberede sig på det værste, når man ikke ved om det vil ske? Jeg vil hellere forvente det bedste med den risiko at jeg kan blive skuffet. Jeg bliver jo ikke mindre ked af det hvis ikke jeg havde glædet mig.

Forventningens glæde der fylder mig lige nu, inkludere desuden også hende her:



Jeg glæder mig til at hendes titel som kusine bliver mere synlig for hende. Lige nu er hun slet ikke klar over at hun er kusine til en lille stendød pige der ligger nede i jorden. Hende kan man jo hverken se eller lege med. Men lige om lidt kommer der to små sprællevende børn som hun skal forholde sig til og om et års tid forhåbentlig også begynde at lege med. Det glæder jeg mig til. Det bliver så sjovt at se hvordan de kommer til at gå i spænd. Emma er fantastisk – sød, glad og god er hun. Lige til at kramme. Hun bliver en rigtig god kusine. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

I tirsdags skulle hun passes af mormor og morfar og jeg tog derfor med på besøg, for som moster har man brug for en vis mængde kvalitetstid og det var efterhånden ved at være et par uger siden vi sidst havde haft glæde af hinandens selskab.

Emma har længe øvet sig på at gå og er efterhånden ved at have fundet ud af hvordan man gør. Hun er ikke sådan helt fritgående og uden støtte endnu, men med dukkevognen går det rigtig godt. Det der med at dreje kniber det dog stadig lidt med, men lige ud er sagen og hun er ét stort smil når hun stavrer af sted på sine små stive ben. Og selvom det går rigtig fint på den måde, er noget af det vigtigste i sådan en situation selvfølgelig, at sikre sig at andre ser det mens man gør det.



Det billede minder mig sådan om den gang jeg lige havde lært at cykle. Det var en varm sommerdag – en af dem der var rigtig mange af da jeg var lille – og jeg havde øvet og øvet på den lille orange cykel og lige pludselig var den der! Jeg cyklede! Det var kun min mor der var hjemme til at se det, så resten af dagen var jeg ved at gå til af spænding over at vise det til min far, når han kom hjem. Da han endelig kom, var jeg så forhippet på om han nu også så mig, at jeg drejede hovedet for at sikre mig at han faktisk kiggede, hvilket resulterede i at jeg fortsatte direkte ind i skrænten. Ren katastrofe. Jeg tror jeg græd højere over faldet end over at have slået mig.



Emma er uden tvivl min yndlings. Jeg tror hun er den jeg glæder mig allermest til at få besøg af på hospitalet når de to små er landet. Hun går lige i hjertet på mig hver gang jeg ser hende – selv med sit nye ‘punkerhår'! Det var blevet lidt for langt, men nu er det nok nærmest lidt kort i det ... Men hvad gør det? Hun er lige skøn af den grund. Tænk at jeg er hendes moster! Jeg er så heldig.