OL på højt plan

Det er nok ikke gået nogens næse forbi at der er OL i disse dage. Heller ikke min, selvom det næsen er lykkes mig. I hvert fald har jeg været ret god til at lade som om at jeg ikke aner at det eksisterer. Indrømmet, det interesserer mig altså bare ikke synderligt og jeg har på forhånd opgivet fuldstændig at følge med i hvad og hvornår. Når det er der, er det noget der kører i baggrunden og en gang imellem er der noget der fanger min interesse – som for eksempel her til morgen.

Lige for tiden indtages morgenmaden ved sofabordet i kælderen – da vores spisebord er omdannet til malerbord – og da det er lidt svært at læse avis i en lænestol med en skål müsli i hånden, ja så har den altså stået på OL underholdning under de sidste mange morgeners morgenmad. I morges havde jeg nær fået müslien galt i halsen. Der var finale i synkronsvømning for hold og sjældent har jeg oplevet en så vanvittig kommentering. Jeg var virkelig ved at kløjs i havregrynene op til flere gange.

Det var, må jeg sige – uden forhåbentlig at træde nogen over tæerne – underholdning på højt plan, grænsende til det måske lidt pinlige, for de her hårdt kæmpende vandnymfer, havde faktisk gjort sig ret umage. Alligevel var det umuligt for mig at holde masken. De var faktisk dygtige. I hvert fald formåede de to kommentatorer at holde mig til skærmen hele showet igennem. Det havde jeg nok ikke holdt til, havde det ikke været for De Sorte Spejdere alias Anders Lund Madsen og Anders Breinholt. Så er der noget ved at se OL.