Jeg syntes det var hårdt at være i behandling, men jeg synes godt nok ikke det er ret meget nemmere at være på venteliste til det her måske-barn. Hvordan gør man egentlig? Gør man ingenting? Står man bare der og glaner og venter i det uendelig på noget som måske kommer, måske ikke kommer? Da jeg var i behandling var der i det mindste noget jeg kunne gøre, en næste behandling at arbejde sig hen i mod, nogen drømme at drømme, noget at gøre. Lige nu venter jeg bare. Jeg føler slet ikke at jeg er en del af det som da jeg var i behandling. Dengang kunne jeg i det mindste gøre noget. Jeg kunne arbejde for sagen. Lige nu kan jeg intet som helst gøre og det er ind imellem sindsygt frustrerende! Kunne jeg dog bare kæmpe lidt for mit barn. Det er faktisk hårdt ikke at kunne kæmpe bare lidt. Jeg kæmpede for Elisabeth. Jeg kæmpede virkelig med alle tænkelige midler og det gav til sidst pote. Jeg overvandt og vandt! Det var den største sejr og jeg præsterede. Men nu ... hvad stiller jeg op?
lørdag, august 23, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Jeg ved det sgu ikke Sofie - så jeg kan kun give dig et kæmpe knus og håbe at du snart ikke behøver at spekulere mere over at vente!
Jeg aner det sgu heller ikke...
Kram
Venter, venter og venter... der er desværre ikke andet at gøre! Hvis du er med på zonen, kan du der hente mere eller mindre sjove og gode tips til hvordan man kan fordrive ventetiden. Vil gerne skrive under på at ventetiden på adoption er betydeligt meget hårdere end ventetiden ved en graviditet, rent psykisk, fordi man ikke har noget holdepunkt for hvornår der er "forventet fødsel".
Til gengæld vil jeg gerne skrive under på, at når først du sidder med dit lille adopterede barn i armene, så er det al ventetiden værd...
Mange hilsner fra Sine B.
Kære Sofie,
Vi har venner, der også venter på et barn - og som også er frustrerede over at skulle være "gravide" i længere tid end elefanter (hendes egne ord).
Jeg forstår godt din utålmodighed/frustration, og jeg véd ikke, hvad du skal gøre - ud over at gå en hel masse i biografen, gå ud at spise, gå ture ved stranden (eller andre steder, hvor en barnevogn ikke så nemt kan komme), renovere huset endnu mere - med andre ord alle de ting, som kræver planlægning, når man har et barn.
Dit svar vil sikkert være, at du allerede synes, at du HAR gjort disse ting - men så gør dem igen, for så går tiden!
Hilsen fra
Sine
Jeg forstår dig godt, og det første der falder mig ind, er, at du skal forkæle dig selv med de ting, som det bliver svært at gøre med et lille barn. Og det kan være så meget, fx at besøge familie i den anden ende af landet eller at lave orden i skabe og skuffer ... eller at arrangere et blogmøde, søde Sofie :-)
Da jeg kom ud fra zone-Lone i dag og var totalt bombe-ør i knolden på den allerdejligste måde, så tænkte jeg på dig. Kunne du ikke få noget massage eller lignende og gøre det FORDI du venter? Det er ikke fordi jeg tror det er nogen mirakel-problemløser eller noget, men bare fordi det er så dejligt at mærke sin krop på den måde, og du fortjener noget godt.
Men jeg kan godt se, at det må være meget svært at forholde sig til den venten. Suk... fra Heidi
Ja den der venten må være rigtig trættende og føles alt alt for lang ikke mindst fordi I jo har ventet så utrolig længe allerede.
Tror det bedste jeg kan give er en masse positive tanker og et virtuelt kram!
Stine
Kæreste Sofie.
Den er fanme svær. Men jeg syntes i det hele taget at i har været igennem nok nu. Hvis i dog bare kunne få det levende barn nu! Men når verden nu åbenbart ikke fungere sådan, så er der nok ikke andet at gøre end at vente. Og når det er sagt så er jeg sikker på at du om noget tid vil stå med et lille barn på armen og tænke at det var det hele værd.
Du oplevede at kæmpe og tilsidst fik i Elisabeth. Selvom livet skulle vise sig at være så forræderisk at tage hende fra jer igen, så har hun givet jer så meget. Og når i så en dag (forhåbentlig meget snart) får lige præcis jeres lille levende guldklump, så tror jeg også at du vil opdage at det at vente i så lang tid har været en kamp i sig selv. Godt nok mere passivt end kampen for at få Elisabeth. Men alligevel en kamp af dimensioner.
Det kan godt være at det lyder som volapyk, men når jeg prøver at forstå jeres situation, så fornemmer jeg i den grad at i kæmper. Kæmper med alle de følelser der følger med et dødt barn og troen på at få et levende. Og det er lige præcis kampen mod ikke at miste håbet som må være så forbandet svær. David og Goliat om igen! At turde blive i troen på at det kan lade sig gøre må være en kamp i sig selv.
Åh jeg ved ikke helt hvad jeg har rodet mig ud i. Jeg tror bare at jeg ville fortælle dig Sofie at jeg klart ser det som om at du aktivt gør noget hver evig eneste dag. Du kæmper for ikke at miste håbet. Og det må være et kæmpe stykke hårdt arbejde! Og det klare du i mine øjne så utroligt flot!
Jeg ønsker virkelig for jer at i snart får jeres lille levende guldklump. Det har i og det barn så inderligt fortjent!
Mange tanker fra Jeanette (Sorry hvis det blev lidt rodet)
Kære Sofie,
Som de andre har skrevet, så gør du rigtig meget hver eneste dag. Du kæmper - og det virker som om du vinder - kampen for at få alle de mange dage til at have indhold, nyder de små glæder og er positiv. Det er da at kæmpe! For som du skriver, så er der bare utrolig meget ventetid i vores verdener - og det sværeste og den største kamp er at LEVE mens det står på. Og det virker som om du kæmper - og lykkes med det - for netop at gøre det hver eneste dag.
Knus
Sechen
Jeg har ikke svaret. Men det må være underligt, når man som handlekraftig person pludselig er slået ud af banen. Jeg kan faktisk godt forstå dine tanker. Det må være mærkeligt at gå med den følelse.
Håber du alligevel finder en lille form for stå plads. Lidt har jo også ret.
Sådan lidt udenfor nummer: men var det ikke din mand i radioen fra ambassaden i dag?
Det var lige hvad det var – og tænk, jeg hørte det ikke en gang.
Send en kommentar