Jeg længes

Jeg har ikke helt ferie endnu, men i søndags føltes det næsten sådan. Vi var taget en tur mod vest for at nyde sommervarmen sammen med familien.









Og nydning var der masser af. Det var skønt. Dejligt at se Emma igen og at se hvor godt hun klarer sig efter operationen. Nu kan hun stå selv og har desuden fået så meget luft at hun også græd en enkelt gang eller to. Det har ellers været en sjælden lyd fra hendes mund. Hun er på helt rette vej og det er så dejligt at se.

At være sammen med Emma er en glæde. En stor glæde, der samtidig fylder mig med vemod. At sidde der med Emma på armen og mærke hende så fuld af liv, gjorde mig et kort øjeblik rigtig meget ked. Ked af at hun ikke har sin kusine Elisabeth at se op til og lege med. De ville have være så søde lige nu. Jeg kan lige se Elisabeth på 2 år blidt ae Emma over håret og Emma som ville have grebet ud efter Elisabeth og måske fået fat i hendes hår og holdt fast. Det var lige før jeg svømmede helt hen i tårer, længsel og savn, men så greb Emma mig i næsen og jeg vågnede brat op til den virkelige virkelighed, som er så fuld af liv.

Jeg længes efter den virkelige virkelighed med et barn, som er mit eget og som kan rive mig lidt i næsen, så jeg igen kan få lov at mærke lidt af den virkelige virkelighed som er lige nu og her.