Selvom fertilitetsbehandlingen nu er opgivet til fordel for adoption, er behandlingsverdenen en så stor en del af min identitet, at jeg stadig ser mig selv som barnløs i behandling. Måske er det lidt ligesom en ryger, der har kvittet smøgerne, eller en alkoholiker der har lagt flasken på hylden. Jeg er stadig barnløs i behandling – bare uden behandling ... eller hvad man nu skal kalde det? Barnløs er jeg i hvert fald.
Hvor om alting er, så er den verden en der har arbejdet sig godt og grundigt ind i blodet på mig og som jeg nok aldrig slipper helt. I går tog jeg turen forbi fertilitetsklinikken for at hente et eksemplar af min journal. Jeg har nemlig aldrig rigtig fået dannet mig et overblik over hvor mange forsøg jeg egentlig har været igennem – kun at det er mange! Da vi startede i behandling fik jeg aldrig noteret mig de forsøg vi gennemgik. I første omgang fordi jeg hele tiden troede at næste gang var sidste gang. Og egentlig var det heller ikke så vigtigt for mig, det var resultatet der talte, ikke hvad der ikke lykkedes.
Nu her hvor det hele er lagt bag mig, har trangen til at få et overblik meldt sig, så med klinikkens journal i hænderne har jeg nu møjsommeligt siddet og noteret mig hvert et forsøg og resultatet af dem. Min journal er en lang afhandling og et studie ud i det absurde. Som jeg sidder her og gennemgår det hele, slår det mig hvor tålmodig jeg må have været. Hvordan pokker kunne jeg holde til det? Alle nederlagene. Alle de gange jeg ofret tid, overskud og tusinder af kroner på kosttilskud, zoneterapi og akupunktur, blot for at blive slået hjem gang på gang. Hele 9 aflyste forsøg blev det til. Og alle de gange jeg har ligget på sofaen med smerter og opspilet mave og de gange jeg har været indlagt i månedsvis, blevet fyldt med morfin og tappet for adskillige liter væske. Det er ikke småting jeg har budt min krop. Her bagefter kan jeg godt tænke – forbandet spild af liv!
Mit behandlingsforløb startede i 2002 med udredning hos egen læge og gynækolog og strækker sig helt frem til septemer sidste år, hvor jeg satte stolen for døren. Min grænse var nået. Jeg har forsøgt at danne mig et overblik over hvad jeg har været igennem i den tid. Dette er en ultra kort og stærkt barberet oversigt:
3 IUI forsøg
4 gennemførte IVF forsøg
9 aflyste IVF forsøg
4 FER forsøg
1 aflyst FER forsøg
2 indlæggelser for overstimulation
1 gennemført graviditet og en smuk datter
1 abort
1 graviditet udenfor livmoderen
+ en masse svie og smerte
(IUI = inseminering, IVF = reagensglasbehandling, FER = reagensglasbehandling med fryseæg)
Ryk tilbage til start. Jeg føler mig stadig slået hjem. Selvom jeg faktisk vandt en enkelt gang og nåede hele vejen i mål, så blev sejren alligevel omstødt. Den galt ikke alligevel. Ærgerligt.
Der burde være en klub for sådan nogen som mig. Hej, jeg hedder Sofie, jeg er barnløs – ikke mere i behandling.
onsdag, juli 30, 2008
Barnløs i behandling
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Jeg kunne også melde mig i klubben. Nu er jeg bare med i en anden klub. Nemlig den, hvor jeg/vi har adopteret 2 dejlige unger. Så smukke og dejlige, at vi ikke kunne ha' lavet dem selv !
Pøj pøj med adoptionen !
Årh hold da op Sofie! Det er bare ikke så lidt du/i har været igennem. Hvor er det altså bare ikke altid retfærdigt!
Det er dejligt når Helle skriver om at det i sidste ende lykkes og så med to dejlige unger! Så får jeg meget håb på jeres vejne.
Ja, held og lykke fra mig også! Det skal bare snart lykkes!!!!
Puha Sofie...
Det lyder som om, at du har været igennem ikke så lidt under de mange år med fertilitetsbehandling! Ikke mindst har du været gennem mange behandlingsforsøg - men at din krop så har reageret med overstimuleringer og graviditet uden for livmoderen, som du beskriver, må være sindsygt hårdt. Og hvor er det så bare helt igennem urimeligt, at Elisabeth ikke fik lov til at leve.
Det lyder som et godt og vigtigt skridt i dit liv, at få overblik over hvad du har lagt krop til igennem de sidste mange år. Jeg håber, at du ved at se tilbage på alt det du har været igennem siden 2002 kan få et nyt perspektiv på dit liv (som infertil i behandling) der kan give styrke i fremtiden. Fra mit perspektiv skal man altså være et ekstremt stækt menneske for stadig at stå oprejst efter alt det du/I har været igennem. Og så håber jeg for dig og Kevin at vejen til, at der kommer et lille levende barn eller to ind af døren ikke fremover skal være så hård og smertefuld, som jeres hidtidige kamp for at få et barn. Det har I godt nok fortjent, for fantastiske forældre som jer burde blive stillet først i køen!
Et stort stort kram!
Stine
Jeanette – Det håber jeg også at det gør, men klog af skade ved jeg hvor lidt man kan regne med at tingene flasker sig som man ønsker her i livet.
Klemsemor – Jeg håber og tror på at min lille fertilitetsoversigt var endnu et lille skridt på vejen. Hvornår vi får lov at stå forrest i køen er svært at vide. På det område kan man ikke bruge retfærdighed til ret meget.
Helle – Dejligt at høre at dit medlemskab er skiftet ud. Jeg har stadig svært ved at forestille mig et liv med adoptivbørn, men det kommer vel, så snart de er her.
Jeg mangler ganske simpelt ord. Det må have været fuldtids beskæftigelse. Der kan ikke have været plads til ret meget andet i jeres liv.
Jeg kan godt forstå, at den kåbe ikke er sådan lige at lægge fra sig.
Mon ikke det er med adoptivbørn, som med biologiske? Man ved ikke, hvad det er der venter en, før man har dem i armene. Man kan have nogle billeder og forventninger, men kender ikke virkeligheden, før man står i den.
Jeg ved det ikke - det var bare nogle tanker fra mig.
Susanne – Det var fuldtidsbeskæftigelse og der var lige præcis ikke plads til meget andet i mit liv. Derfor er jeg også kommet frem til vendingen ‘spild af liv’. Nu skal jeg til at leve igen. Jeg famler stadig kan jeg mærke, men det kommer vel en dag.
Det må have været forfærdeligt opslidende for jer. Du har gjort alt, hvad du kan, og så kan man ikke gøre mere.
Et nyt livsafsnit venter, og det bringer dig meget, meget snart et lille barn, der er helt dit eget.
Varme klem til dig :-)
Barnløs i behandling uden behandling - sådan kan jeg rigtig godt forstå du tænker. Det er ufatteligt så meget du har lagt krop til og som I begge har skulle forholde jer til i så mange år.
At slippe det fysiske og bekymringerne må I have trængt rigtig meget til, men at glemme hele det show må være umuligt.
Jeg bliver gal på jeres vegne!! Jeg bliver fanget i følelsen af uretfærdighed, som nok de fleste omkring jer, men jeg tror ganske enkelt ikke på retfærdighed/uretfærdighed, når det handler om ting man ikke kan styre. Men altså; det føles så utroligt forkert, at I stadig har tomme arme efter ALT det. GRrrrrrr på jeres vegne!
Som du skriver, så er man nødt til at tro på, at lige om lidt er sidste gang så længe man er i behandling. Sådan har jeg det selv nu (snart kan vi nemlig begynde igen). Men gennem dig får jeg også øjnene mere op for, at det måske også er lidt vigtigt at være mere realistisk. Hm... svært at forklare. Jeg er ked af, at du har den enorme erfaring, men jeg forsøger i hvert fald at lytte til din erfaring.
Tanker fra Heidi
Jeg har lige skullet tumle med nogle tanker inden jeg svarede på det her indlæg... og nu er der jo kommet en del andre indlæg - men håber at blogging ikke behøver være kronologisk???
Jeg følte mig rusket, ramt og smidt ind i det eftertænksomme hjørne ved at læse dit indlæg. For jeg har jo været der.. ikke så voldsomt som du - det havde jeg ikke magtet!!!
Jeg fik en IVF-behandling som mislykkedes, fik fjernet æggestokkene og var dermed 'klar' til en ny omgan IVF... men så gik jeg ned... synets ikek det her var rigtigt.. synes det var langt væk fra alle mine værdier og holdninger... syntes at teknologien styrede OS i stedet for at vi styrede DEN!
Vi tog det IVF-forsøg - og vandt jo som bekendt den store gevinst X 3.
Det ER ubestridt det hårdeste jeg har prøvet i mit liv: at være barnløs i behandling. Og jeg mener faktisk - selvom jeg sidder med 3 dejlige børn - at jeg gjorde det ikke igen...
Og på en måde holder jeg aldrig helt op med at være det der barnløs - for jeg fik jo ikke de her børn selv, jeg fik dem via behandling... så nu er jeg bare barnløs uden behandling... aiii, ved ikek helt hvordan jeg skal forklare det her???
Er i hvertfald med i den der klub hvor vi er barnløse med behandlings-børn, barløse med døe børn, barnløse uden børn, barnløse uden behandling osv....
Hvornår er første møde???
Britte
Madame – Jeg håber så inderligt du har ret.
Frandsen – På en eller anden underlig måde betyder det meget for mig at du bliver gal på vores vegne. Tak for det. Det er en følelse jeg ikke magter mere selv, og hvad kan jeg også lige bruge den til? Alligevel har den en eller anden form for berettigelse. Svært helt at formulere så det lyder rigtigt, men jeg forstår. Desuden er jeg glad for at du kan bruge lidt af min erfaring. Ved ikke hvor meget du får ud af det, men jeg deler i hvert fald gerne ud. Så har denne opslidende kamp ikke været helt forgæves.
Britte – Her regerer den kronologi man selv bestemmer. Sådan er det med det meste her på min blog. Der er ikke mange regler ud over dem man selv sætter. Du er velkommen i behandlingsklubben. Det har været en styg tid for mig og selvom jeg ikke ville indrømme hvor slemt det var da det stod på, så var det jo slemt. Det kan jeg især se nu. At være barnløs i behandling vil jeg vove et øje og sige, ligger på niveau med at miste et barn. Jeg troede jeg kendte til den største sorg i verden i min tid som fertilitetspatient, men så mistede jeg et barn og sidder her med endnu en sorg, der er tæt på at være lige så stor.
Puh, Sofie det er godt nok imponerende at du stadig står op i dag efter alt det. Du er godt nok mere end almindelig sej og stærk.
Din historie viser jo med al tydelighed at vi ikke kan bruge det med retfærdighed til så meget. For med den i hånden (retfærdigheden) så MÅ man altså blive sur og gal over at lille Elisabeth ikke måtte leve længere, for hvor ville det bare være fortjent. Den anden(uretfærdigheden)tumler jeg selv ret meget med lige for tiden. For jeg er ikke helt færdig med at være en lille smule vred over at det var MIG det skulle være så svært for, en lille smule vred over uretfærdigheden. Men langsomt, langsomt bliver den til accept, tror jeg. Det virker i hvert fald som om du er kommet langt med den - og det er en inspiration for sådan en som mig, som "kun" har en 4-5 forsøg bag mig (suk).
Send en kommentar