Lille barn – mon du er et sted derude?

Alt det her behandling gør noget ved mig. Noget der ikke er godt. Andet fryseforsøg, efter den voldsomme overstimulation i foråret, venter på sin endelige dom. Jeg ved allerede at svaret er negativt, så jeg har besluttet mig for at springe blodprøven på torsdag over. Hvorfor udsætte mig selv for det?

At være i fertilitetsbehandling har efterhånden udviklet sig til en besættelse. Det skal lykkes! Lykkes det ikke denne gang, så prøver vi bare igen. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det?! Tiden bare går og går. Denne usikkerhed er ved at gøre mig vanvittig! Jeg halser efter et tog uden nogen vished om at nå det. Lige meget hvor meget jeg anstrenger mig og gør mig umage med ikke at stresse, at få sovet nok, at spise PCO-rigtigt, at tage hormoner på klokkeslet og alverdens andre vitaminer på andre tidspunkter, at få stukket nåle i hele kroppen 2 gange om ugen og få alle skanningerne passet ind med resten af mit liv, så ved jeg ikke om det nogen sinde vil lykkes igen. Jeg er efterhånden ved at være meget i tvivl. Men at halse af sted som vi har gjort det i efterhånden rigtig mange år, tror jeg ikke længere på. Lige meget hvor lidt jeg tror det påvirker mig, så fylder det jo hele min verden. Det fylder så meget at det ingenting er tilbage når endnu et svar melder sin negative ankomst og jeg endnu en gang skal skrabes op fra gulvet. Det er ikke måden at leve sit liv.

Da Elisabeth kom til verden troede vi at vores lykke var gjort og at vi ikke skulle spekulere mere på behandling. Det var den største befrielse og lettelse. Det var som at slippe ud af et fængsel som havde holdt os indespærret i så mange år. Men nu sidder vi så her igen og endda med en dobbelt sorg. Jeg har været ret god til at mobilisere en tro på fremtiden og på at det nok skulle lykkes igen og igen. Men resurserne er ved at være opbrugte og hvis jeg fortsætter med at presse mig selv er jeg bange for at det ender med en depression. Det her kan man ikke byde nogen! Så nu har vi fået nok. Beslutningen blev taget endeligt i dag. Ikke mere behandling. Jeg holder simpelthen ikke til det!

Vi har kredset om emnet adoption lige siden de tre første insemineringsforsøg for 5 år siden ikke gav resultat. Den gang nåede vi at blive godkendt i fase 1 og skulle have været på weekendkursus, inden vi valgte at gå videre med IVF i stedet, men det er så længe siden nu, at vi skal starte helt forfra. Ansøgningspapirerne har vi haft liggende længe og nu skal de af sted. Vi havde nok begge troet og håbet at vi skulle have haft vores eget levende biologiske barn inden vi ville adoptere, men nu får Elisabeth en adopteret lillebror eller søster i stedet. De 8 æg vi stadig har i fryseren ligger fint hvor de ligger. Dem kan vi altid tage stilling til når tid er.

Der er blevet grædt mange tårer, for det er en stor sorg at skulle sige farvel til vores eget biologiske barn, men samtidig er det en kæmpe lettelse at lægge kampen på hylden. Fra nu af vil jeg lade Don Quijote klare vindmøllerne, så jeg kan tage mig lidt af mit liv igen. Det fortjener jeg.