Et nyt projekt

Så slap vi behandlingerne. En overraskende nem beslutning. Der skulle faktisk ikke mange overvejelser til efter tanken først var tænkt. Jeg tror jeg brugte et par dage til at mærke efter og derefter føltes det helt rigtig at vinke farvel til det helvede af stress og svingende sindsstemninger som behandlingerne har efterladt i sit kølvand. Men mon ikke det er fordi det er noget der ubevidst har ligget under overfladen i et stykke tid? Behandlingerne har været alt for hårde ved mig i denne gang. Det er svært at kapere det store pres når min sorg kæmper om kap om pladsen.

Nu bliver næste skridt at sige goddag til adoption. Hvor lang tid der går inden jeg føler mig helt parat til det, kan kun tiden vise. Jeg ser dog frem til det. Ansøgningen blev sendt i dag, så nu kan vi bare vente på den første dom. Forhåbentlig bliver vi godkendt uden problemer, men jeg er forberedt på at det ikke nødvendigvis går strygende igennem. Selvom chancen for at få et barn via adoption umiddelbart kan virke meget større end via behandling, er der ingen garantier her i livet ... og jeg frygter at vores historie med Elisabeth og min manglende jobsituation muligvis kan have en negativ effekt på udfaldet af forvaltningens beslutning.