Skrupelløst projekt

Ved ikke helt hvad det er jeg har gang i. Jeg er blevet overtalt, er jeg, og ved slet ikke lige hvad jeg skal synes om det. Næsten uden min vilje er jeg blevet tilmeldt til – sammen med 20.000 andre jubeloptimister – at trampe Dyrehaven sønder og sammen en søndag i oktober. Vanvittigt projekt, siger jeg bare!!! Det går aldrig godt ... eller også gør det, fordi jeg allerede nu får lagt min træning i faste rammer og ikke bare, som det er nu, hyggejogger et par gange om ugen eller når jeg har tid. Alligevel – hvordan kommer jeg nogen sinde op på 13 kilometer! Så langt har jeg altså aldrig nogen sinde løbet i ét stræk. Det er jo en halv maraton eller noget ...

Allerførste gang jeg var med til Eremitageløbet, var med Elisabeth i maven. Hun var lillebitte og ikke større end en tic tac, men hun var med og hun lå godt og trygt i min mave. Jeg kan stadig huske den dag og hvor lykkelig jeg følte mig. Vi havde lige købt hus, der var et barn i min mave og hele verden lå for mine fødder. Alt kunne jeg klare. Jeg drømte om hvordan jeg året efter igen ville stå samme sted og heppe på farmand – nu bare med barn i barnevogn. Året efter stod jeg der igen – uden barn og uden barnevogn. Verden var tom og helt forkert.

Nu er jeg så blevet lokket derud igen. Det bliver givetvis med Elisabeth i tankerne og helt sikkert med Emma i barnevogn – det er nemlig Emmas mor der står bag dette skrupelløse projekt. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg skal mene.

Endnu mindre kan jeg finde ud af hvad det er med de der løb og hvorfor jeg forbinder dem så stærkt med Elisabeth. Men det bringer altså minder af en eller anden uforklarlig årsag. Måske er det fordi et løb handler om at overvinde nogen grænser og udfordre sig selv og derfor kommer sådan en dag til at stå som lidt af en milepæl. På den anden side – jeg var kun med som hepper og løb slet ikke selv.

Denne gang deltager jeg. Mit løb bliver igen for Elisabeth – og jeg skal nok klare det! Man skal vel tro på det? Indtil da undrer jeg mig så lige lidt over hvordan det at være tilskuer, kan være lige så stort som at deltage selv?