Midt i en brydningstid

Efter citronen på det seneste har været presset lige i overkanten af for meget, tog jeg mig endnu en 12 timers maratonsovning. Det gjorde godt. Faktisk så godt at jeg igen kan tænke rent og fungere bare nogenlunde til husbehov. Det er utroligt hvad mangel på søvn kan betyde for ens velbefindende.



Aftenens tur til kirkegården var ualmindelig smuk. Stille og fredfyldt. Kun en enkelt festhoppende og hujende studenterlastbil hørtes i det fjerne. Jeg elsker kirkegården på det tidspunkt. Tror jeg var den eneste på de kanter. Det er ren balsam for sjælen at få lov at være alene med sine egne tanker det sted.

Jeg er inde i en brydningstid for tiden. Der er mange ting jeg skal forholde mig til. Jeg vil så gerne alt for meget på en gang. Det tapper mig. Kroppens signaler er ikke sådan at overhøre og det er da altid noget. Så skal jeg bare lige huske også at parere ordre. Nogen gange er det bare nemmere sagt end gjort.

Blandt andet er jeg begyndt at flirte lidt med idéen om igen at søge tilbage til mit gamle fag – altså sådan for alvor. Indtil nu har det skræmt mig. Jeg har været bange for om jeg nu også kan leve op til de krav der stilles og ikke mindst dem jeg stiller til mig selv. Måske har jeg det stadig lidt sådan, men alligevel kan jeg mærke at jeg er et helt andet sted end jeg var for bare et par måneder siden. To år skulle der åbenbart gå inden jeg sådan rigtig kan mærke at jeg er ved at være hvor jeg var før jeg blev væltet omkuld af verdens største og mægtigste sorg. To år. Det er lang tid og så alligevel ingen tid, når man tænker på hvad jeg har været igennem.

Nogen gange tænker jeg om et andet barn ville have hjulpet mig igennem på en mere lempelig måde. Måske – måske ikke. Det er svært at sige. Jeg tror sorg tager den tid den tager. Der er ingen genveje. Givetvis ville jeg kunne have fundet lidt større glæde ved livet i den tid der er gået, havde der været et andet barn at kaste min kærlighed på. Det tror jeg faktisk. På den anden side føler jeg nu, at mit overskud til det kommende barn er fuldstændig og aldeles tilegnet det barn. Elisabeth kommer stadig til at fylde lige præcis det hun skal, men sorgen tapper ikke på samme altoverskyggende måde mere.

Dette betyder ikke at jeg nu helt og aldeles er kommet videre og har overstået tabet og det kapitel af mit liv. Det bliver jeg aldrig nogen sinde færdig med. Det er en så stor del af mig og hvem jeg er i dag, at det ville være som at vende sin barndom ryggen. Det er en del af mig og det er vigtigt for mig at pointere. Den oplevelse har ændret mig som person og den rækker langt videre end blot hvordan jeg har det med det. Min stresstærskel har for eksempel rykket sig og der skal meget få store udsving til at vælte mig omkuld. Det er noget jeg til stadighed bliver nødt til at huske mig selv på. Men jeg er ved at være parat til livet igen.