Mors Dag

I dag var det store løbedag. Jeg var spændt på hvordan jeg ville klare det, for træning har der ikke været meget af. Slet ikke nok i hvert fald. Men jeg tænkte at det nok skulle gå alligevel – om jeg så skulle gå hele vejen.

Sidst jeg var med, var med Elisabeth i maven. Aldeles højgravid og ikke særlig mobil, så det var kun som tilskuer og hepper for min søster. Lige netop fordi Elisabeth var med i maven dengang, har jeg et særligt minde om det løb og lige netop derfor kom det pludselig til at betyde noget særligt for mig at deltage. Det var med en klump i halsen at stå der igen og tænke på dengang og hvor lykkelig jeg var – og hvor lykkeligt uvidende jeg var om hvad der ville ske blot få uger efter.

Så i dag løb jeg for Elisabeth, men også lidt for Emma. Sidste sommer – nogen måneder før Emma blev født – deltog jeg i et løb for hjertebørn. Dengang vidste jeg ikke at Emma var syg. T-shirten fra hjerteløbet, havde jeg på i dag og på den måde følte jeg at jeg løb lidt for dem begge.

Det gik godt. Jeg gennemførte og endda i en tid jeg godt kan være stolt af, min form taget betragtning. Kevin var med som min støtte (og taskeholder).

Så Mors Dag fik en helt særlig betydning. Konceptet Mors Dag havde nok ikke haft samme betydning, havde Elisabeth været i live. Det er ikke svært at være sikker i sin mor-rolle, når man har et levende barn. Men når ens barn ikke er her mere, er det straks en anden sag – især fordi andre nemt kan glemme at man stadig føler sig som mor. Derfor er det en helt særlig anerkendelse at blive husket på en dag som denne. Det blev jeg på flere måder og det var dejligt.

Især gaven fra Emma, betød noget ganske særligt.