Et dejligt minde

Forrige år var jeg med til Kvindeløbet ... som tilskuer. Jeg ville gerne have løbet, men det var en fysisk umulighed, da jeg havde Elisabeth i maven – en meget højgravid en. Min søster deltog og jeg var så med som vandbærer og hepper. Det var en varm dag, som jeg husker det. Jeg var meget tæt på termin, men havde fundet et busstoppested med en bænk, hvorfra jeg både kunne heppe og holde ud at være til.

Jeg har aldrig rigtig fået gang i løberriet igen siden jeg blev gravid med Elisabeth. Hele graviditeten løb jeg overhovedet ikke og efterfølgende har det stået lidt sløjt til på den konto, så det var ikke noget der lå lige for. Men alt det motionssnak, der har floreret på det seneste blandt flere bloggere, har alligevel fået tændt mig i en sådan grad at ... nå ja, hvorfor ikke? Desuden er det et løb for en god sag og med gode minder for mig – Elisabeth var jo med sidst og det er et dejligt minde, som ville være fint at få genopfrisket. Derfor har jeg tilmeldt mig KVINDELØBET!!!


Så skal jeg bare have fundet løbeskoene frem og varmet lidt op inden det går løs til maj. Jeg skal nok nå det!