Påskeglæde

Der kom en hilsen til mig i dag. Hvor blev jeg glad! En hane så rank og i forårshumør tilmed, havde fundet vej hertil. Han skal nok få det godt. Jeg eeelsker høns! Jeg synes simpelthen de er de sjoveste og hyggeligste dyr. Havde jeg ikke boet i et rækkehus med en frimærkegrund, tror jeg såmen godt jeg kunne have haft en lille håndfuld gående i baghaven.



Da jeg var lille havde jeg høns og passede dem faktisk selv – både om vinteren når jeg skulle fylde vandbeholderen op med kogende vand, inden jeg skulle i skole, så det ikke frøs lige med det samme og om sommeren når der skulle skrabes varm hønsemøg op fra gulvet og strøs med frisk sand. Jeg passede dem skam godt og fulgte dem på tæt hold og når der var kyllinger på vej, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem fra skole på de tidspunkter det var lige op over. Desværre kom jeg også til at begrave en del af dem, for det var hyggehøns og ikke spisehøns. De lagde æg og hyggede. Når de døde, var det af alderdom og så kom de op på kæledyrskirkegården oppe under hasselhegnet bagest i haven, med en fin sten på graven. En sten på og det var det. Der var ikke noget med gravsteder og den slags. De blev begravet på værdig vis, nogen gange med en lille sang eller et par ord jeg lige fandt på og så gik livet videre. De to første høns jeg startede med, havde jeg dog et særligt forhold til, så det var lidt ekstra trist da de døde. Den ene af dem var helt tam og hed Gamle Høne. Hun var allerede gammel da jeg fik hende, men levede mange gode år sammen med resten af flokken. De havde slet ikke navne alle sammen – jeg husker dem nok mest som en flok. Til sammen hed de Putterne.

Jeg savner mine høns!