fredag, april 11, 2008

Det var igår et vejr


... og Elisabeth fik hyracinter. Det blev så ikke på månedsdagen, men så blev det til gengæld i solskin og sammen.

Det gjorde godt med et besøg hos Elisabeth med frisk luft og stille tanker efter en hel eftermiddag med adoptionssnak ... snak, snak og snak. Hold da fast – første 'fase 3' samtale tog 3 1/2 time og så nåede vi ikke en gang at tale om min baggrund. Det blev udskudt til den 7. maj. Synes det er LÆNGE at vente på næste samtale, men sådan er det vel. Tænker at grunden til at vi ikke nåede længere var, at vi både skulle tale dansk og udenlandsk adoption. Vi har nemlig besluttet os for at blive godkendt til begge dele og det kræver selvfølgelig at vi skal rundt om flere emner.

Mødet havde lidt samme effekt på mig som første møde – altså en konkretisering og et mål der begynder at kunne anes. Det var rart. Endelig fik vi lov at rykke bare et lille skridt nærmere. Det blev pludselig også meget mere virkeligt og jeg kan igen begynde at forholde mig til det. De to kurser gjorde ingenting i den retning. Jeg har brug for noget handling. Brug for at det handler om os – Kevin og mig – og vores situation. Jeg har brug for at blive taget hånd om. Nu kan jeg igen begynde at ane at vi faktisk er på vej til et barn. Det er dejligt. Det trænger vi til.

Dagen sluttede af i sofaen, hvor øjnene knap kunne holdes åbne til programmet om Jørn og hans umulige forældre. På en eller anden måde afrundede det dagens snak om opvækst, opdragelse og barnets tarv vældig godt.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fredag aften, Gustav sover og manden er ude i byen. Jeg er træt. De sidste dages sårbarhed sidder i kroppen og egentlig er jeg på vej i seng. Så stoppede jeg her.

22 måneder Sofie... Det er dybest set ikke til at forstå. Jeg elsker dit billede af Elisabeth her på siden, hendes lukkede øjne, hendes søde lille mund.

Jeg ville ikke så meget, blot fortælle dig at jeg er her og læser alle dine ord.

Kram og tanker

Maomis sagde ...

Tak, Frederikke.

Susanne sagde ...

Jeg håber og krydser fingre for, at jeres adoptionssag ikke må blive for langvarig.

Når jeg læser dine skriverier her og sammenholder dem med de par gange jeg har hilst på dig, så tror jeg ikke at der er nogen tvivl om, at et lille adoptivbarn ikke kan vælge en bedre mor.

Ha' en rigtig dejlig søndag
Varme hilsner herfra.

Anonym sagde ...

Kære Sofie,

Hvis jeg var et barn, og ikke havde nogen forældre (eller mine forældre var lige så umulige som Jørns), så ville jeg gerne adopteres af én som dig...

Hilsen fra
Sine