Elisabeth 22 måneder

Solsortene kvidrer så det er en fryd. Imens maler jeg 1. sals badeværelset perlefarvet – samme farve som Elisabeths værelse. Det er en hyggelig og god farve der passer godt her oppe på 1. salen. Tusmørket har efterhånden været på vej i et stykke tid, men nu er det blevet til mørke, så jeg er blevet nødt til at stoppe mit forehavende for i dag. Dagen hvor Elisabeth ville være fyldt 22 måneder. En konstatering. For hvad betyder sådan en dato egentlig?

Jeg har ikke rigtig kunne finde hoved eller hale i noget af alle de ting jeg har skulle i dag – ikke en gang en tur på kirkegården kunne det blive til. Det er min første fridag i lang tid og dagen var sat af til jobsøgning, ringe her og der – håndværker, forsikring, adoption, lån. Jeg aner slet ikke hvor jeg skal begynde eller ende. I sidste ende handler det hele om økonomi. Det kan være svært at holde tungen lige i munden. Det kræver overskud. Et jeg ikke har lige nu. Og så var det jeg begyndte at male, for noget praktisk arbejde går man aldrig helt galt i byen med.

Det skal nok gå det hele. Det ved jeg. Det plejer det. Men for pokker hvor jeg savner alt det der var og som skulle have været på sådan en dag som i dag.