For Elisabeths skyld

Jeg vidste at det ville blive hårdt, men også at jeg ikke kunne lade være med at se udsendelsen om Martin. Jeg fik ret, det blev hårdt og der var mange tårer – ikke bare fordi det var en fængslende udsendelse, der gav et rørende indblik i Martin og hans families liv – men nok især fordi Martins start på livet, i uhyggelig grad, mindede om den Elisabeth fik. De blev begge to hjerneskadede på grund af iltmangel inden fødslen, de blev begge to født ved akut kejsersnit og de havde begge kramper og blev overført til Neonatal i kuvøse. Jeg blev sat lige lugt tilbage til hele det kaos af følelser jeg i løbet af meget få timer den gang blev smidt ud i. Et kaos der forandrede mit liv for altid.

Elisabeth nåede aldrig at blive 17 år og jeg ved heller ikke om hun nogen sinde var kommet i nærheden af at blive så gammel. Jeg ved heller ikke om det liv hun ville have haft, havde været i nærheden af at være lige så godt, som det Martin fik og jeg ved heller ikke om det havde været et liv vi kunne have ønsket for hende.

I følge lægerne, var hun blevet multihandicappet i en svær grad – en grønsag – hvad det så end betyder. Men hvem ved om de havde ret? Det er et spørgsmål jeg en gang imellem kan finde på at torturere mig selv med – for det er virkelig det eneste sådan et spørgsmål kan bruges til. Intet andet. Sagen er, at vi gjorde det bedste vi kunne for Elisabeth, mens hun var her. Jeg ved ikke hvordan det ville have været, havde hun levet i dag. Jeg ved hvordan tingene er lige nu og det er det jeg må forholde mig til. Vi valgte at gøre, som vi gjorde, fordi vi ikke blev stillet noget andet valg. Vi gjorde det ene og alene for Elisabeths skyld – af kærlighed til hende.

På mystisk vis krydsede Martin og Elisabeths veje hinandens igen til slut i udsendelsen. Først var jeg i tvivl, men meget hurtigt blev jeg klar over det – Martin blev først konfirmeret og siden bisat i den selv sammen kirke som Elisabeth blev bisat fra. Det var næsten for virkeligt til at jeg kunne holde til det. Der kom det godt nok tæt på. Det var jo mig som sad der kirken og Elisabeth der lå der i kisten.

Heldigvis var vi to til at se udsendelsen sammen. Det gjorde godt at kunne holde om og vide at den anden havde de præcis samme tanker og følelser. Der blev ikke sagt så mange ord. Det behøvede vi ikke. Det gjorde godt at mærke. Vi har hinanden og sammen har vi Elisabeth. Hun vil altid være her. Hendes korte liv har gjort en kæmpe forskel og selvom jeg havde haft valget, ville jeg ikke have været foruden. Hun har nemlig været med til at gøre mig til den jeg er i dag og for det er jeg hende evigt taknemmelig.

Mon ikke mine veje kunne finde på at føre mig forbi Martins og Elisabeths kirke en dag ... bare fordi. Nu ved jeg nemlig hvem han er og hvor han er begravet.