En ven for livet

Lige nu ligger han her i mine arme og spreder glæde helt ud mine yderste led. Han er en trøstermand og et spindende under. Han flyttede ind en sommerdag for 4 ½ år siden. Helt uanmeldt og lige pludselig var han en del af mit liv. Han var tynd som en pind og udmagret på grund af fejlernæring, men havde en fighterånd og en nysgerrighed ud over det sædvanlige. Han fik mad og et hjem og kvitterede med at flytte direkte ind i mit hjerte og lagde sig rigtig godt tilrette – og der har han ligget i siden.

En kat er sin egen, ingen tvivl om det. Til gengæld er jeg hans. Jeg bestemmer bestemt ingenting i den henseende. Jeg er værten, som lukker ud og ind, giver mad og nus og deler min seng. Til gengæld får jeg kærlighed i rigelige mængder retur. Ind imellem forundres jeg stadig over hvor fantastisk det i grunden er, at han, efter et besøg udenfor, hver gang kommer tilbage hertil. Jeg lukker bare døren op, men det er ham der vælger at ville have døren lukket op for sig.