Med følelserne uden på tøjet

På det seneste har Elisabeth været særligt nærværende. Mere end ellers, eller rettere, på en anden og mere intens måde, for med mig er hun altid. Jeg har været meget mere ked af det og især har hele forløbet op til hendes død plaget mig en hel del. Spørgsmålet om det var det rigtige ikke at fortsætte behandlingen, har fyldt rigtig meget.

Et møde med en lille pige forleden, som så ud til at kunne have været omtrent den alder Elisabeth ville have været nu – altså snart 21 måneder – og som på forunderlig vis lignede hende, satte gang i en del tanker, tårer og frustrerede følelser omkring hele forløbet med Elisabeth. Det er noget der stadig dukker op og af og til og som ind imellem overmander mig fuldstændig. Det var svært at få øjnene fra den her lille pige og tiltrækningen var tydeligvis gensidig. Det var en meget mærkelig og nærmest surrealistisk oplevelse. Der var ikke mange ord, mest bare øjenkontakt. Hun kikkede på mig med sine smukke, nærmest spørgende øjne, som om hun fornemmede min sorg og så kom tårerne, for det var jo Elisabeth jeg så tydeligt så i hende. Det var som om hun var kommet for at fortælle mig noget ... eller måske spørge mig om noget? Hun var tydeligvis interesseret og på et tidspunkt kom hun kravlende hen imod mig og det eneste jeg havde lyst til var at gå hen og løfte hende op og holde hende helt tæt og bare fortælle hende igen og igen at hun ikke skulle være ked af det. Jeg ville altid elske hende, altid være der for hende og aldrig nogen sinde gøre hende noget ondt.

Mødet med den lille pige, var en oplevelse jeg ikke har kunne ryste af mig, jeg måtte følge med og dykke med følelserne uden at kæmpe imod. Derfor gik jeg hjem og fandt den dagbog frem, som jeg skrev i tiden efter Elisabeths død. Jeg startede den allerede mens hun levede. På det tidspunkt fungerede den som et redskab til at holde dagene ud fra hinanden og en måde at holde fast i den korte og meget dyrebare tid vi fik sammen. Efter hendes død, fortsatte jeg med at skrive for fortsat at holde fast i dagene og måske også lidt i mig selv. Selvom den ind imellem mest af alt er en opremsning af hvad jeg lavede den pågældende dag, synes jeg alligevel at den giver et meget godt billede af tiden lige efter Elisabeth, som ikke altid kommer til udtryk her. Derfor har jeg, for det første valgt at tage det hele med og desuden at lægge den ud på Elisabeths side – også selvom det ikke er det hele der handler om hende. Jeg er slet ikke færdig endnu, for opdateringen af et helt års skriverier, er noget der tager sin tid, så den vil løbende blive opdateret.

Arbejdet med dagbogen har bevirket at jeg har jeg måtte forholde mig til mange stærke følelser omkring forløbet med Elisabeth. Især er det svært for mig at høre om andre hjerneskadede børn for tiden. Det er helt klart en del af min bagage som jeg ikke er afklaret med endnu. Derfor har jeg også været meget mere påvirkelig på det seneste og mine følelser overmandede mig i den grad ved gårsdagens barnedåb, hvor det netop var et meget nærværende emne. Vi skulle måske ikke være taget af sted i første omgang, men det er svært at forudse før man sidder med mascara løbende ned af kinderne, til fastelavnsbørnegudstjeneste midt i en kirke fyldt med forældre og deres børn i alverdens fantastiske udklædninger og en præst der taler om betydningen af dåbskjolen, som i mine ører bedst kunne tolkes som et ligklæde – ja så var det jeg måtte overgive mig og lade følelserne tage over. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kom igennem resten af dagen. Var først rigtig mig selv, da vi sad i toget på vej hjem. At dagen ville udvikle sig på den måde, kom ærlig talt lidt bag på mig.