HØR PÅ MIG! Når ordene mangler, bliver dit barn nødt til at finde andre måder at kommunikere sine tanker, følelser og frustrationer på ...
Dengang jeg var gravid med Elisabeth tilmeldte jeg mig alverdens nyhedsmails og websites for gravide. Nogen af mailsne kommer stadig dumpende i min mailbox. Der er særligt en der kommer med en sikker kontunitet – en gang om måneden omkring Elisabeths månedsdag.
Jeg kunne egentlig bare afmelde dem, for hvad skal jeg bruge dem til? Det er på en gang hårdt, hver måned at blive mindet om hvor i sin udvikling Elisabeth burde have været på nuværende tidspunkt. På den anden side er det svært at skille mig af med den lille rest af at være mor for et barn der udvikler sig og ikke bare bliver ved med at være 6 uger.
Realiteten er jo at Elisabeth aldrig bliver ældre end 6 uger, men jeg kan til stadighed ikke lade være med at følge hendes alder. Små piger i hendes alder – eller rettere den alder hun burde have haft – har altså en særlig plads i mit hjerte. De er blevet Elisabeths spejl og jeg vil nok aldrig slippe udviklingen, lige meget hvor mange år der går.
lørdag, januar 12, 2008
Dit barn, 19 måneder
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Det kan jeg virkelig godt forstå! Det er meningsfuldt på en særlig måde midt i al meningsløsheden. "Alt det som skulle have været" redder ofte min dag.
Heidi
Ja sådan har jeg det også... Det er somom India er en lille smule af alle de børn jeg kender, især dem på "hendes alder"...
Puha... 10 måneder! Det er sobbelt så mange måneder som hun nåede at leve hva!
Kram Line
PS. JEg ville så gerne forbi din butik, men jeg tror Bajaans sygdom trækker ud...
Forige sommer - da jeg stadig var midt i min barsel med Johanna - lovede jeg at hjælpe med noget kontor arbejde i børnehaven. En af tingene på listen var en ny navne/adresse liste over den nye folk efter sommerferien. Dén var svær... De drenge, der var født i 2003 blev virkelig en målestok og dét trak tårer - og jeg er ret glad for at jeg var på barsel og ikke skulle stå ansigt til ansigt med dem lige der.
Nu er det intet problem - men jeg kan jo heller ikke gå og tænke sådan hele tiden...
Jeg tror at der livet igennem vil være målepinde for vores børn - skolestart, konfirmation, brylluper som de store - og de vil helt sikkert give eftertanke!
På et tidspunkt gav jeg slip på alt der havde med netfora og div. nyhedsmails ang. Mathias og Simon - skar forbindelsen - de første ½ år efter deres død, hvor jeg startede på arbejdet igen,resten kom løbende. Det var det jeg havde brug for - men jeg havde dog også et netværk af andre kvinder, der havde mistet på samme tid som jeg og de er stadig GULD værd!
åh altså, det forstår jeg godt.
Mette – Dem er jeg også rendt ind i, GULDkvinderne, og de har helt givet fået en ganske særlig betydning.
Send en kommentar