søndag, juni 09, 2013

Elisabeth 7 år

Netop hjemvendt fra kirkegården. Stille og smukt var det. Som altid! Elisabeths fødselsdag varer altid til langt ud på aftenen. Eller rettere, er det vel ud på aftenen at den sådan rigtig starter. Hun blev jo født sent om aftenen, lige ved den tid man burde gå i seng. Det er altid svært på denne dag. Ikke kun fordi det nærmest ikke rigtig bliver mørkt.

Vi startede dagen med at besøge hende på kirkegården. Vi havde taget gaver med. Hjemmelavede de fleste af dem. Alle blev de givet med hjertet. Ingrid havde møjsommeligt stillet perler på en perleplade - med lidt hjælp - i en smuk prinsesseformation. Carls perler var lidt hurtigere overstået - han havde lavet fire sommerfugle. Men nøj hvor var de fine! Hun fik desuden blomster fra haven og engen i et skønsomt miks, tilføjet et par kunstige af slagsen. De var alle lige smukke! Mormor havde lavet den sødeste lille buttede fugl. Drejet i ler, brændt og glasseret. Alle ting proppet med kærlighed i form af den tid og de tanker der er blevet tænkt imens de er blevet til - sådanne gaver er de mest værdifulde gaver af alle!

Alligevel var den allerstørste gave, nok alligevel den Carl gav Elisabeth. Den har været under opsejling og bearbejdning længe. Meget længe! Og i går oprendt så dagen hvor den skulle gives. Carl havde valgt at give alle sine sutter til Elisabeth. Ikke noget med julemanden, Pjerrot, tandlægen eller andet i den retning. Nej, hans kæreste eje var der ingen andre end Elisabeth der skulle have. Det skulle han nok selv bestemme. Hun var jo en baby og elskede selv sine sutter rigtig meget.

Han er og bliver en dreng af en helt særlig støbning. En guttermand og helt sin egen. Fuld af gode idéer. Altid! Denne var særligt god synes jeg. Det var virkelig rørende at opleve ham selv være indvoldveret og gerne ville gøre det. Sådan er det med de fleste ting med ham. Bare han selv er med på idéen, så går det meget nemmere. Han var måske en smulle beklemt ved situationen og fjolede også en hel del, men det gik og alle sutter kom på plads i hendes lille fine syrentræ. De fleste sutter fik også lige et sidste sut, men så var det det.

Det blev ikke til nogen fødselsdagssang lige der. Til gengæld sang Carl en opdigtet suttesang om trær med sutter i, som han lige opdigtede til lejligheden. Bagefter skildes vi. Kevin havde en Childrens Fair festival der skulle sættes op og arrangegeres!! En vi senere ville støde til.

Vi andre tre tog hjem for at pynte og ikke mindst spise fødselsdagskage!! Den blev pyntet efter alle kunstens regler med bær og fødselsdagslys. Syv lys! Det var nok først da jeg skulle tænde alle syv lys, at det slog hvor stor en pige Elisabeth ville have været i dag. Syv år og en stor skolepige i snart 1. klasse. Det er stadig lige ubegribeligt!

Da det blev hen af den tid hun kom til verden, måtte jeg lige en tur derned igen. Bare lige for at fornemme den der særlige midsommerstemning, som på en eller anden måde altid er endnu mere udtalt lige den aften end på den rigtige. Langt de fleste år har vejret tilmed været af den lune stille slags, som indbyder til udendørs nydning - ligesom i aften!

Selvom der allerede er gået syv år, er det stadig lige følelsesfuldt at komme igennem denne dag, som altid er og bliver en smuk dag. I minder, i billeder og vejrmæssigt er det næsten ikke til at forstå at lige netop denne dag altid, som i ALTID, brillerer i sol i løbet af dagen og en aften så lys, smuk og stille som var det Elisabeths fødselsdag.

Der kommer flere billeder i morgen. Mest fordi der er så mange fine jeg gerne vil dele og dels fordi jeg simpelthen for træt til mere af den her slags i aften. I morgen er jeg hjemme med en syg Ingrid, som har haft feber og snot hele weekenden, og tænker at jeg måske er heldig at få et par øjeblikke til den slags ting. Jeg mindes det ikke er første gang til Elisabeths fødselsdag at Ingrid er syg. Mystisk sammentræf synes jeg ...

Carls afsutning kommer forøvrigt nok til at holde hårdt kan jeg godt fornemme. Men vi skal nok klare det. Sammen.

2 kommentarer:

Susanne sagde ...

Den store lille clematis sprang ud på Elisabeths fødselsdag.
Ingrid og Carl er et par gode småsøskende. Jeg glæder mig til billederne. Knus fra mig.

Grønlandsposten sagde ...

Sikke en fin fødselsdagsgave fra Carl til Elisabeth :-) Bliver helt rørt ved tanken.