Den største gave

Aftenen er helt stille. Kun fuglene pipper lidt i det fjerne. Mørket kommer snigene, men det har ikke rigtig nogen magt mere. Det er snart midsommer. Det fornemmes tydeligt. I det hele taget er der ret meget der fornemmes for tiden. Det er en ganske særlig tid på året. Det er ikke til at tage fejl af. Min krop skal nok gøre opmærksom på det, skulle jeg gå hen og glemme i skyndningen. En krop glemmer aldrig! Ikke den slags ting i hvert fald.

I dag er det dagen før dagen. I morgen er det dagen jeg blev mor for allerførste gang. Det var så tydelig en forandring der skete lige i det øjeblik jeg fik denne lille varme klump op på maven. Denne lille smukke pige, som var så længe ventet og så højt elsket fra allerførste minut. Hun klynkede men faldt helt og aldeles til ro da hun havnede lige der hvor hun hørte til - i sin mors arme. En mor var født og jeg var verdens lykkeligste!

I morgen bliver det fejret. 7 år er der gået. Det bliver helt sikkert en dag fuld af minder om veer og en helt forfærdelig fødsel, men jeg tror også det bliver en dag fyldt med alt det gode og smukke jeg trods alt fik lov at opleve. Elisabeth var min største gave. Nogen sinde!

Siden har jeg fået to gaver mere. Jeg er heldig. De fylder mit liv med glæde og de får i retur alt den kærlighed jeg formår at give. Jeg kan slet ikke lade være. I morgen skal de være med til at fejre den storesøster som de aldrig fik, men som for altid vil være en hel naturlig del af deres liv.

Deres interesse for at finde ud af livet og døden er så naturlig og så vidunderlig lige til at forholde sig til. De går med lethed ind i universet med de små hvide legende sommerfugle og lige siden de første dukkede frem for en måneds tid siden, har de gjort opmærksom på dem hver gang de har set en. 'Der er Elisabeth!', eller 'Hej hej Elisabeth!' bliver der flittigt råbt. Sommerfuglehistorien har de taget til sig i en grad så Carl har fortalt mig at han vil være en blå sommerfugl når han dør. Det skal han nok blive. Hvordan kan han andet?

Børnene har gaver at give i morgen og jeg lover at der kommer billeder. Selvfølgelig kommer der billeder, for det er nok noget nær den største gave man kan tænke sig, de giver hver især. Jeg er så stolt! Og rørt.