mandag, august 27, 2012

Ferie med 40

Det var så den ferie! Den har været god. Først var den svær at komme i gang med. Det kræver tilvænning. Så var den svær at komme af med. Det kræver også tilvænning. Den har været lang, men samtidig rigtig kort. Der er sket rigtig meget og ingenting.

Jeg har kredset om computeren de sidste par dage, for at fortælle lidt om det der meget og ingenting og kort og lang, men beretningen om de sidste tre uger, som blev vores sommerferie i år, har ladet vente på sig. Det er som om ordene ikke rigtig vil skrives.

Så i stedet for at presse ordene ud af noget som vel egentlig blot kræver at få lov at være i fred (det er vel i bund og grund det ferie i virkeligheden handler om - ferie fra det hele - også ordene!) har jeg besluttet mig for at starte ud med et par håndfulde billeder krydret med lidt beskrivende tekst, sådan lidt jævnt fordelt på fødselsdag, fødselsdagstur til Djursland og det skønne Gjerrild Vandrehjem (5 stjerner herfra!) og fra vores miniferie hos mormor og morfar i Vesterhavshytten og fra vores fredelighed i Blåbærhytten i den svenske skov.

Noget af det der har fyldt denne ferie har været min store runde fødselsdag, som jeg egentlig ikke havde lyst til at gøre det store ud af, så derfor havde jeg ønsket mig en tur til Djursland med 3 overnatninger på Gjerrild Vandrehjem sammen med min familie. Det endte med at blive en tur og en fødselsdag jeg sent vil glemme! Vandrehjemmet - en gammel remise - dannede de perfekte rammer. Et sted med plads til alle - store og små - og med legotog på loftet og cykler til børnene. Børnene var vilde med det! Jeg nød at børnene nød og jeg nød i særdeleshed den skønne mad der blev serveret. Jeg skulle ingenting lave andet end at nyde og hygge mig sammen med min familie.




























På min fødselsdag stod jeg tilmed op til det vildeste morgenbord, flot dækket og overstrøget med flag. Det var i sandhed en overraskelse af de store og en vidunderlig måde at starte dagen på. En dag der efterfølgende stod i havets tegn, først i Kattegatcenteret og dernæst på stranden ved det rigtige Kattegat og til allersidst - efter det lækreste aftensmåltid - pyntede Ingrid fødseldagskagen med flag og sang fødselsdagssang en gang til - den med instrumenterne og Carl havde valgt blæksprutten, så vi blækspruttede selvom Carl allerede var gået i seng og slet ikke nåede at få et stykke af kagen før dagen efter. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre fødselsdag.



Inden vi tog til Djursland var jeg desuden blevet fejret af familie og venner i solskin og med kagedame med rigtig MANGE lys!



Så fejret det blev jeg alligevel!!

Efter en veloverstået fødselsdag i flere omgange, ventede den svenske skov os med stilhed i rigelighed. Vi havde fået lov at låne det skønneste lille hus. Tak Mette! Og vi havde glædet os til stilheden. De voksne havde glædet sig. Det var nok ikke lige børnenes yndlingsferie. De kedede sig faktisk en hel del ind imellem og spurgte tit hvornår vi skulle hjem. Det satte tanker igang. Der var nemlig masser af tid og ro til den slags luksus. De fik dog bevist hvor lidt legetøj man egentlig behøver og hvor meget sjov og lærdom der ligger lige for næsen af os. Især ude i en skov, hvis bare man ellers lige gider at kigge ordentligt efter.

Carl lærte at han sagtens kunne lægge mærke til andre ting end dem han plejer - rigtig mange dyr for eksempel. Ingrid lærte at hun var god til at plukke kantareller - det med bærerne vidste vi godt. Begge børn fik lært lidt om stjerner, sådan for alvor. Vi alle lærte at vi er rigtig gode til opleve og lære sammen, men det der med alt for meget stilhed og afslapning ikke rigtig ligger til et par tvillinger på 3 år. Derudover kom vi lidt tættere på hinanden. Ingrid opfandt tilmed en sang om søde Mor, søde Daddy og søde Carl. Kedsomhed kan nogen gange været nøglen til kreativitet.
























Da vi endelig nåede Danmark igen og havde sejlet med færge og kørt på motorvej, tog børnene helt alene på ferie hos mormor og morfar. Det var nogen der havde glædet sig til skal jeg lige love for! Børnene kunne slet ikke komme ud af døren hurtigt nok og vinkede storsmilende fra bilen da de trillede afsted. Det varmede mit hjerte og gjorde godt langt inde, at lige præcis de fire mennesker fik lov at få verdens bedste miniferie sammen. Det kunne ikke have været bedre.


Tak for en skøn ferie med 40! Den har gjort godt.

6 kommentarer:

Kirkesjov sagde ...

Kære alle 4

Hvor dejligt at se skønne billeder fra jeres ferie :-) Og ja - det tager tid at lære ikke at kede sig i en svensk skov - men når man først har lært det, så er det helt fantastisk hvilken virkning det har på en - og på ungerne - og familien i det hele taget! For som du siger, så opfindes nye lege og sange, der bliver set tæt på naturen, kogler og sten kan man bruge timevis på og så er man bare sammen på en anden måde end derhjemme :-)

Kh. Mette

Heidi sagde ...

JØjøjøjøj, for nogle billeder!

Det er jo fregatten set ude- og nedefra. Sejt og smukt.
Og sovende børn... altså, det er bare særligt. Har de stadig de små dyner at putte med, eller har du syet sengetøjet i junior også?
Og næsten svenske børn... suk, hvor skønne!
Stor hilsen til jer alle fra Heidi.

Anonym sagde ...

skønne billeder der vidner om en skøn ferie.
Forsinket tillykke med de 40 - det er ikke så slemt som det lyder.... :-)

MVH
Lisbet

Frederikke sagde ...

Super forsinket kæmpe stort tillykke med de 40 :)

Susanne sagde ...

Velkommen i klubben 40+.
Det er en fornøjelse at være med på jeres ferie. Der er i den grad stemning i billederne.

Maomis sagde ...

Heidi - Det er de små babydyner de sover med på billedet. De elsker simpelthen de dyner og kun med lige præcis dette dynebetræk. Intet andet duer! De har skam juniordyner og har haft dem længe. De brugte dem sidste vinter og tror også de kommer i brug igen hen over vinteren, men de små bliver stadig brugt.