En gang til for Ingrid

I går var børnene til tandlæge og Ingrid havde endnu en gang sin lille sut med som hun troligt afleverede til tandlægen inden hun kravlede op og satte sig tilrette i den store kæmpe stol og åbnede munden som havde hun aldig bestilt andet. Jeg tror hun tænker at en sut er adgangsbilletten til at få lov at sidde i den store stol.

Det er børnenes anden gang hos tandlægen. Første gang afleverede Ingrid en hel lille håndfuld sutter af egen fri vilje. Jeg havde om morgenen snakket om at tandlæger ikke var så glade for sutter fordi de kan gøre tænderne skæve og at tandlægen måske ville snakke om at de snart ikke skulle bruge sut mere. At de også skulle afleveres til tandlægen havde jeg ikke nævnt noget om den dag. Men sådan havde Ingrid forstået det, så det blev de altså. Sammenbruddet kom om aftenen da det gik op for hende at den lille handling betød ingen sut mere nogen sinde. Det endte med at hun fik en reservesut, da suttestoppet var kommet som lidt af en overraskelse for mig og slet ikke noget hun kunne havde forudset konsekvensen af før hun skulle i seng.

For ikke at et lignende scenarium skulle gentage sig denne gang, har jeg på det seneste forberedt længe og grundigt på det kommende suttestop. Gårsdagens tandlægebesøg blev så den anledning der bød sig først, da Ingrid endnu engang selv kom med sin lille sut til tandlægen. Forskellen denne gang var bare at jeg havde forberedt hende godt og grundigt og længe på hvad der skulle ske, så der derfor ingen mulighed for fortrydelsesret var denne gang.

Belønningen blev en tur alene med mor til den berygtede Build-A-Bear forretning. Ingrid strålede og havde smilehuller i sine små kinder og det var det hele værd! Men der er nogen der har forstået at brygge et koncept sammen som sådan en lille pige på 3 år er helt med på idéen af. Hun følte sig særlig, følte sig set og fik lov til alting. Det var som at komme i en slikbutik! Jeg følte mig nærmest mest bare som en lille brik i en stor pengemaskine. Men pyt. At være på tøsetur alene med sin egen datter er ikke noget der sker så tit, så jeg lænede mig mest bare tilbage og nød!

Så nu tror og håber jeg på at denne gang var den rigtige sidste gang med den der sut for Ingrids vedkommende. Det er gået indtil nu, selvom det holdt hårdt de første par nætter. Næste step bliver bleen, men lige på det punkt har jeg ikke i sinde at forcere noget. Der bliver heller ikke involveret nogen gaver af nogen art i den forbindelse. Det bliver når hun er klar og det er hun underligt nok ikke endnu. For Carls vedkommende kom det helt af sig selv og af egen fri vilje. Sutten smider han til gengæld ikke foreløbig.

De er kun så små en gang og selvom de er store på rigtig mange områder, så skal de også have lov at være små. De er kun tre år. En uden sut og en uden ble. Det er da meget godt. Det der med at blive stor skal tids nok komme.