Kom så alle mine høns

I gamle dage (som Carl ynder at udtrykke alt der ligger mere end en dag tilbage i tiden) havde jeg høns. Jeg var bare en lille pige, men jeg elskede de der høns. Jeg gav dem varmt vand om vinteren, så det ikke frøs til is med det samme og korn fra den store grønne kornsilo, fjernede hønsemøg og gav dem friskt hø i kasserne og grus på gulvet. Jeg hentede æg hver dag og sørgede for at de høns der fik lyst til at ligge på æg, fik lov til det. Jeg talte dagene så jeg vidste hvornår jeg skulle holde øje med de små nye kyllinger. Ofte fik jeg lov at holde dem, skønt det bare var for et kort øjeblik. De var så søde og bløde og passede lige præcis i en lille piges håndfuld. Høns er en særlig lidenskab. Har man en gang først følt kærligheden, så tror jeg den holder hele livet. Min holder i hvert fald endnu.


Trækhestene venter tålmodigt


Jeg mærkede det i særlig grad i går. Vores vej første os endnu engang til Frilandsmuseet. Det endte med at blive en dag og en tur jeg sent vil glemme. Det føltes nærmest som blev vi ført ved hånden rundt og oplevede og så alting på en helt særlig intens måde. Egentlig skulle det bare have været en lille kort tur, men endte med at blive en heldagsudflugt fyldt med oplevelser. Børnene gjorde selvfølgelig sit i den retning og hvor jeg dog elsker det! Det er en gave uden lige at få lov at opleve verden på ny sammen med dem. Dagen blev en af dem, som gerne måtte have fortsat og fortsat i det uendelige. Det var så skønt at det næsten ikke var til at bære at det skulle have en ende.


Landkøkken anno 1910



Hånddrevet karrusel



Klovnerier i allerbedste stil



Stubmølleudsigt



Hvem er det der tramper på min bro!


Børnene elsker det sted! Det er helt tydeligt. Det er så rørende at se deres gensynsglæde med alle dyrene og med stederne som de efterhånden kender så godt. Nye opdagelser kommer til hver gang. Især glæden ved dyrene er så rørende at opleve. Jeg ville ønske at de kunne komme endnu tættere på end tilfældet er. At få fingrene i, om man så må sige. Daglige oplevelser af den art, ville uden tvivl være givende. Den smule natur vores frimærkehave kan byde på, er slet ikke nok og ikke noget børnene kan bruge til ret meget. Det bliver så tydeligt efter sådan en dag.


Mine kyllinger


Deres interesse for hønsene var ikke til at tage fejl af. På den anden sidde af det høje dørtrin fitlede en lille kylling rundt sammen med sin mor. Det var så hyggeligt. De blev iagttaget længe og intenst. Jeg kunne mærke følelsen fra dengang. Havde de fået lov, var de rendt ind til hønemor for at holde hendes kylling. Det er jeg sikker på.

At der kun var én kylling gav for øvrigt et lille stik i hjertet. Mest fordi jeg kunne skimte en rede fyldt med æg. Måske var den ene hvad det kunne blive til ud af det kuld, men tanken om at reden muligvis var fuld af æg med kyllinger i, som ikke lige nåede at blive helt færdigudrugede før hønemor blev træt af det liggeri, strejfede mig og det var da en trist tanke.


Bondepige på toppede brosten


Jeg tror på at børn er bygget til at opleve og udforske på den måde man kun kan gøre i et sted med dyr og med plads omkring. At kunne åben sine døre ud til en verden af oplevelser hver morgen af den kaliber, fyldt med dyr og klatretræer, er lidt af et drømmescenarium. Jeg er overbevist om, at dét at skulle udvise omsorg og pleje for et andet væsen, er udviklende og styrkende på en helt eksistentiel måde.

Dengang, i de der gamle dage, da jeg var en lille pige, havde jeg ud over hønsene, en kanin og en kanariefugl jeg skulle tage mig af. Det var ikke altid lige sjovt. Især ikke om vinteren eller når jeg havde noget andet for. Men har man først fået et dyr at passe, er der ikke nogen vej udenom. Så er det sådan det er – også om vinteren. Jeg husker det som om jeg var god til det, men mine forældre må have passet med i lige så høj grad. I hvert fald holdt øje med, for det ansvar kan man alligevel ikke lægge på et barn.


På kiggetur i rugmarken


Egentlig er vi allerede et hjem med dyr. Katten Mao bor her under samme tag som os, skønt han er lidt af en særling og en enspænder, der ikke gider ret meget halløj og ståhej, hvilket der godt kan være en del af herhjemme. Så går han sine egne veje. Han er dog en helt klar del af familien. Børnene lukker ham da også gerne flittigt ind og ud når han beder om det. De er helt med på hvad det betyder på kattesprog. Men ellers er han bare sådan en der er der og kommer en gang imellem og ellers ikke gør så meget væsen af sig.

Måske udvider vi en dag med et par høns i baghaven. Det kunne være så hyggeligt!! Måske en dag i de nye dage (omvendt de gamle dage ...). Indtil da – må vi låne Frilandsmuseets. Sikken et held vi har dem!