lørdag, juni 09, 2012

09 06 06

Lige nu starter Elisabeth-tid. Dagen i dag og de næste 6 uger er den tid som for altid vil være præget af, at der for 6 år siden kom den smukkeste og sødeste lille pige til verden og levede sit lille liv, så stærkt og intenst. Mit første barn, min største kærlighed. Det var så stort at det ikke er til at begribe.



Dagen i dag, for 6 år siden, var fyldt af veer og usikkerhed og bekymrede læger og diverse prøver og målinger og afvejninger, som til sidst endte med et meget akut kejsersnit. Og så kom Elisabeth. Jeg husker dagen som stormvejr. Det er først om et par timer, da jeg vågnede fra narkosen lidt over midnat, at den værste stom havde lagt sig. Smerten var væk, virvaret var væk, alle de bekymrede blikke var væk, alt lyset var væk, mit barn var væk! Opvågningsstuen var en stor kontrast at vågne op til. Beskeden jeg vågnede op til var dog god og ikke til at tage fejl af; 'tillykke du har fået en lille pige!' Så lå jeg ellers bare der og kunne ikke andet end at smille. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige! Jeg var så glad og så lettet. Lidt efter kom hun trillende sammen med sin stolte far og en børnelæge. Jeg fik lov til at få hende op på maven. Så blev det ikke bedre. Jeg var verdens lykkeligste. Jeg nærmest boblede over. Så behøvede jeg ikke andet. Lige der blev en mor født og alt var godt.

Det var ikke længe jeg fik lov at have hende hos mig. Ikke alt var som det skulle være. Hun skulle sendes fra Herlev til Glostrup for at undersøges yderligere. Så efter en alt for kort samhørighed, blev hun lagt tilbage i vuggen og så forsvandt hun sammen med lægen. Næste gang jeg så hende lå hun i respirator og var på vej til Rigshospitalet.

Det er 6 år siden og selvom det efterhånden føles som længe siden - ja nærmest som var det en helt anden tid - så er det jo alligevel ikke længere tid siden end at jeg stadig kan mærke og fornemme det hele fra dengang. Alt er lagret i mine celler. Hele tiden har jeg haft en frygt for at glemme. Men på en dag som i dag, ved jeg at det slet ikke er muligt. Måske sløres billederne en smule, ligesom sorgen mildnes en smule og med tiden ikke føles så altoverskyggende, men glemme, det gør jeg i hvert fald aldrig!

I dag var vi afsted på fødselsdagstur alle sammen. En smuk og solrig morgenstund sammem alle fem. Det er som altid stort at få lov at opleve alle tre børn 'sammen'. Selvom det er lige der på kirkegården at kontrasten er størst og så skærende – to små børn så fulde af liv og et tredje så stendødt og helt stille – så er det ikke desto mindre, lige der de er tættest på hinanden. Ingrid havde, helt uden opfordring, lavet et armbånd til Elisabeth. Det fremmaner altid en lille klump i halsen, når de levende tager deres døde søster med i deres liv på den måde.









Bagefter gik vi hjem og spiste fødselsdagskage på terrassen sammen med mormor og morfar, for som reglerne foreskriver er det naturligvis altid godt vejr på Elisabeths fødselsdag. Hvordan kan det næsten være andet?

9 kommentarer:

Frederikke sagde ...

Smukke Elisabeth. Stort tillykke med hende. Og kæmpe kram fra mig.

Line sagde ...

Og stort tillykke fra mig. Den lille have er altså bare så fin. Fantastisk I havde sådan en dejlig dag.
Og tak for isvejret til Elisabeth.

AdamogMie sagde ...

Kære sofie - tillykke med din dejlige lille pige. Atter en gang formår du at fortælle så jeg føler at jeg har mødt hende helt rigtigt i virkeligheden og ikke blot i dine fortællinger. Kram og mange tanker fra Mie

Susanne sagde ...

Tillykke med jeres lille sommerfugl. Man kender hende så godt, selv om vores veje aldrig nåede at krydse.
Knus fra mig.

Heidi sagde ...

Kære Sofie
Lige her og nu bliver jeg bare så ramt af dine ord og kan faktisk ikke finde hoved og hale i det jeg vil skrive til dig... Ikke andet end, at det var så godt din Elisabeth kom. Tillykke med fødselsdagen, lille søde pige.
Heidi

Rikke sagde ...

Så fint! Stort tillykke med hende. Tanker og kram rikke

FruHansen sagde ...

Kære Sofie.
Stort tillykke med Elisabeths fødselsdag den anden dag.. Du skriver så smukt - og nej man glemmer ikke dagen og hvad der skete.. Jeg fik tårer i øjnene da jeg så jer alle 5 sammen på de fine billeder.. Jeg rammes af dine ord og sender mange tanker til dig i denne tid - den tid hvor en lille pige var for 6 år siden og som altid vil være i dig - hendes stolte mor.. Knus Mette

Maomis sagde ...

Af hjertet tak for alle jeres hilsner! Det varmer i en helt særlig grad at der stadig er nogen der tænker på min lille døde datter, der har betydet så meget for mig.

Stine Lykke sagde ...

Kære Sofie

Jeg burde arbejde lige nu, men fik pludselig lyst til at "besøge" dig på bloggen. Jeg er ked af, at jeg i år havde glemt Elisabeths fødselsdag d. 9. juni. Dit velskrevne indlæg rørte mig dybt. Du kan noget med at skabe billeder i hovedet :-) Og tak fordi vi må se jer samlet alle fem. Et forsinket tillykke med jeres datter og søster. Jeg håber, at de næste seks uger er gode ved dig :-)

Hilsen Stine