søndag, marts 25, 2012

Summertime og endnu en første gang

Jeg har et princip om ikke at fylde mine blog-indlæg med engelske ord. Det ligger ellers lige for, så man skulle mene at det ville være det mest naturlige at gøre. Hvis blot jeg skrev det sprog som der blev talt herhjemme, ville det være fyldt af lige så mange danske som engelske ord. Sådan er det nu en gang og faktisk helt naturligt når nu den ene halvdel af ægteskabet kommer fra de store stater. Men måske netop fordi sproget ind imellem er lidt af et sammensurium af dansk og engelsk, har jeg i måske brug for at holde bloggen her helt og holdent på dansk.

I dag, var så lige en undtagelse, for når jeg tænker på ordet 'summertime', så kan jeg slet ikke lade være med at nynne videre '... and the livin' is easy...'. Og den stemning der for mig følger i kølvandet på lige netop den sang, er sådan jeg har haft det i dag! I dag startede sommeren ... i følge Carl i hvert fald! Og det føltes da også nærmest sådan. Hold op hvor har det været skønt! Men også noget af en udfordring at forsøge at forklare, især Carl, at bare fødder i kombination med udendørsleg, stadig ikke harmonerer helt til årstiden. Han er og bliver en lille varmblodig sommerdreng. Vinter er mildest talt ikke lige hans kop te - nok specielt det der element af tøj! Føj, hvor er det ikke noget der passer ham. At skulle have tøj på altså. Han er en forunderlig lille størrelse lige på det punkt. I følge Carl er den bedste påklædning uden tvivl den uden strømper og uden jakke!

En anden summertime min titel var tænkt at referere til er den der staves Summer Time - sommertid altså. Den der langt ude opfindelse som alle os dødelige bare har at rette ind efter. Jeg er påvirket af den. Mine børn er påvirket. Hele den sårbare rytme der er så vigtig i mine små børns liv halter pludselig langt bagefter. Ikke nok med at der er ved at komme en smule kuk i soveskemaet sådan helt naturligt og af sig selv, men så behøver sådan en sommertid vel heller ikke at komme og lave rav i den! Jeg undres hver gang vi skal stille urerne over at vi bliver ved med denne langt ude procedure. Er der ikke snart nogen der kan tage affære og afskaffe den foranstaltning?

Nå, men altså den der sommer som kom i dag, sammen med sommertiden, blev i den grad nydt. Især udenfor. Fra at have lignet en trist forhutlet og vissen baghave i senvinterlige klæder, blev scenen pludselig indtaget af det levede liv. Levende planter og spirende planter. Levende børn og legende børn. Frokost i solen på terrassen.

På denne første sommertidsdag oplevede børnene desuden deres allerførste svømmehalstur. De der 'første gange' som et lille liv er så fyldt af, er nok i lige så høj grad overvældende for mig som for dem de er første gange for. Giver det mening? De er jo faktisk også lidt mine 'første gange'. For eksempel har jeg jo aldrig været i svømmehallen med mine børn. Det har jeg så nu og det var en stor oplevelse. Også lidt overvældende. En oplevelse som helt klart har fyldt meget i børnenes bevidsthed efterfølgende. Tror bestemt ikke det bliver sidste gang hele familien er i svømmehallen. Det var forøvrigt en noget anden oplevelse end hvad jeg husker fra min barndoms svømmehal. Som jeg husker det var både vand- og luft-temperatur så lav at jeg altid endte med blå læber og klaprende tænder. I vore dage er der basiner med varmt vand og luften så varm at man faktisk kan holde ud at sidde ved små caféborde inde i svømmehallen. Det er sandelig kommet andre boller på suppen. Nøj, hvor jeg ind imellem føler mig gammel!! På den gode måde vel at mærke ...

2 kommentarer:

Heidi sagde ...

Hej Sofie
Hæ... så er vi ikke de eneste, der ikke har præsenteret vores lille barn for svømmehal endnu - eller det har I jo så nu ;-) Jeg vrøvler, jeg er træt, V holder mig vågen omkring kl. 4 for tiden.

Lyder dejligt med den første gangs oplevelse. Jeg er helt med på det med første gange!
Knus Heidi

Maomis sagde ...

Hej Heidi

Tak for din dejlige hilsen skønt den er lidt træt. Det er vel ikke ørerne der plager?

Jeg kan ikke tro at vi er de eneste der ikke har præstenteret vores små børn for svømmehallen, men nogen gange føles det næsten sådan!!

Kram til dig! :-)