15 · Forsømt og savnet

Da vi købte juletræ fik vi et bundt pyntegrønt med til Elisabeth - uden beregning! Det var nærmest rørende. Nu hun ikke kunne være med til at vælge årets fineste juletræ, så kunne hun da i hvert fald få sit eget gran. Det ligger stadig ude i haven, for hvornår er det lige man skal nå sådan noget når det bliver mørkt før man får set sig om?

Vi nåede dog lige forbi på vej hjem fra vuggestuen i dag. Bare lige for at se hvordan det hele stod til. Det kunne jeg mærke var rigtig vigtigt for mig. Det er immervæk en rum tid siden jeg sidst. Mine stille mandag morgener med Elisabeth er blevet ædt af arbejde. Det er i grunden forkasteligt og forkert, for hvad er mere vigtigt! Men virkelig virkelig rart at konstatere - med Ingrid i hånden - at det hele ikke så så slemt ud som frygtet. Faktisk så det ud som det plejede, bare med lidt flere blade end normalt. Carl slappede af i bilen med sut og nus mens Ingrid jeg fik fjernet blade - eller retter jeg fik fjernet blade mens Ingrid dansede lidt rundt blandt de andre døde og konstaterede at de var ligesom Elisabeth, bare anderledes. Og det havde hun jo for så vidt så evigt ret i. Bare anderledes. 'Hej hej vi ses på lørdag', sang Ingrid da vi gik! Hun er så sød.

Planen er at vi pynter Elisabeths lille juletræ på lørdag. Hun skal også mærke det er jul. Indtil nu er hun blevet forsømt alt for længe. Jeg har haft for travlt. Og når jeg har det træder hun lige så blidt i baggrunden og lader alt andet fylde og tage den plads der kræves. Men jeg ved også at hun stikker sit lille hoved frem lige om lidt hvis det bliver for meget. Hvis jeg glemmer mig selv og alt der er i virkeligheden er vigtigst. Når hun har været alene for længe, forstår hun at gøre mig opmærksom på det. For det går nemlig ikke i det lange løb. Hun er en del af mig. En del der skal aes på kinden og pusles om. Så på lørdag støver jeg Elisabeths lille julekasse af, putter den og ungerne i klapvognen og sætter kursen mod kirkegården. Jeg trænger til noget Elisabethtid sammen med min familie.