Tiden lige nu

Så blev det pludselig søndag. Jeg ville ellers have skrevet lidt om Alle Helgens Gudstjeneste i Vor Frue Kirke sidste søndag, men så blev det pludselig mandag med alt hvad dertil hører af skøre indslag og så blev det tirsdag og ... ja, så gik den uge og nu er det så søndag igen.

Jeg vil egentlig gerne det her blogging, synes stadig jeg har noget på hjertet, men det er som om jeg ikke rigtig når det. Der er så meget andet der fylder og derfor er tiden og overskuddet ikke til det. Det føles som lidt af en gentagelse at sige det – har vist sagt det før ... - og så også lidt som en dårlig undskyldning, for i sidste ende handler det vel om prioritering, eller gør det...? Måske, men så er mine prioriteter lige nu min familie, for der er rigtig mange andre ting som ikke bliver gjort. Og når det er sådan det er, bør jeg huske mig selv på ikke at have dårlig samvittighed over det jeg ikke når, for det jeg når, er til gengæld så frygteligt anderledes værdifuldt. Det jeg når er nemlig mine børn. 

De fylder min dagligdag med trommerum og en masse sjove, skøre og vidunderlige indslag. Der kommer så mange guldkornsindslag og morsomme indfald for tiden at jeg ville ønske jeg kunne gemme dem alle sammen – eller i det mindste dele dem her. Men ofte tager det praktiske over og levner ikke meget plads til fastholdelsen. Måske er det godt det samme, for livet leves nu engang bedst i nuet. Det er så vigtigt at give sig hen og huske at leve det lige nu og her. Faktisk det allervigtigste. Det behøver jeg indimellem at minde mig selv om, skønt det slet ikke burde være så svært med sådan et par størrelser som konstant holder mig fast lige netop i nuet. Deres liv er i sandhed lige nu og her. 

Jeg elsker det. Elsker deres umiddelbarhed, elsker deres to små personligheder som der udvikler sig kontant, elsker at jeg kan mærke at jeg er en del af deres verden, elsker når Carl også vil være prinsesse ligesom Ingrid og hoppe og danse rundt med strutskørt på madrassen i kælderen, elsker når de finder på at lave modellervoks som det første om morgenen, elsker når de hjælper hinanden, elsker at tage dem med i skoven, elsker at jeg fik lov at tage dem med på deres første besøg på Statens Museum for Kunst i dag, elsker når Carl på eget initiativ lukker Mao ind, elsker at de næsten kan tage deres eget tøj på (og i særdeleshed af!), elsker at Ingrid finder på at ringe til Julemanden på sin plastikmobiltelefon for at fortælle at hun ønsker sig en Kisse Misse (Hello Kitty ...!) til jul, elsker at de kan udtrykke hvad de har på hjertet. Elsker det! ... Blot lidt af det som foregår lige nu. Alt det og meget mer'. Det hele kræver sin mand og jeg lægger en frygtelig masse energi lige der hvor det er krævet og nødvendigt. Det betyder så også at jeg ofte er totalt tappet når vi når hen forbi puttetid og jeg falder sammen på sofaen. Men for pokker hvor er det samtidig givende og det hele værd. 

Angående det indslag fra i søndags, som aldrig blev skrevet, men som skulle have handlet om Gudstjenesten i Vor Frue sammen med mine levende børn, for at mindes mit døde barn – som ind imellem godt kunne bruge bare en lille smule af det plads som ikke mere er hendes – synes jeg blot at jeg her afslutningsvis vil nævne, at det var rart endnu en gang at kunne dele den oplevelse, selvom jeg for første gang følte mig noget malplaceret der i kirkerummet. Det var en underlig fornemmelse og også grunden til at jeg ikke blev til det var slut, men forlod det hele sådan cirka halvvejs. Men sådan var det. Det var en befriende og rigtig god oplevelse at opleve at jeg lyttede efter og gjorde hvad der var rigtigt. Tror på at jeg skylder mine børn en stor del af æren – både det døde og de levende.