2 x 2

Hvor gammel er du? '2 år!' svarer Carl stolt imens Ingrid forsøger at putte fingrene i den rigtige V-position. 'Svær', tilføjer han. Det havde jeg ikke lige tænkt på. Det der med at holde to fingre strakte mens de andre er bøjede er slet ikke så nemt. De går meget op i talene for tiden og Ingrid kan snart dem alle sammen. Der er meget der stadig skal læres når man kun er 2 år. Men det kan da kun være småting i forhold til hvad der allerede er strøget ind på harddisken på bare 2 år. Det er jo helt vildt! Jeg bliver dagligt imponeret over deres fremskridt og den fart de har på. De er måske oppe på en håndfuld nye ord om dagen eller noget i den retning. Så kan man virkelig tale om klæbehjerne. Alt hvad man siger ryger direkte ind, gentaget og lagret. Det virker ret nemt, men sådan er det vel her i starten hvor lagerkapaciteten stadig forholdsvis stor ...

I søndags var det 2 år siden, først den ene, og så den anden, så dagens lys. Den gang var der gråd og glæde og bagefter var jeg så gennembanke træt, men samtidig glad og helt vildt lettet over at det hele var overstået og var gået godt. Lidt på samme måde havde jeg det ovenpå en virkelig vellykket fødselsdag i søndags. 1 års fødselsdagen var en stor oplevelse, men 2 års fødselsdagen var bare 2 x 2 gange sjovere. Nøj, hvor var det fedt at holde fødselsdag for sådan et par størrelser, som bare elskede alt halløjen og gaverne og gæsterne og ballonerne og flagene og sangene og det hele!



















Havde jeg ikke været så træt og sovet tungere end den tungeste sten natten derpå, havde jeg nok ligget og sunget fødselsdagssange i søvne, for jeg skal da ellers lige love for at der blev sunget fødselsdagssange hele dagen. Og flaget med flag! 'Mere mere', sagde Carl efter at have fået flere forskellige udgaver en million gange og så måtte jeg synge den igen, imens han sang 'hurra hurra hurraaaaa' og viftede med flag. Den dreng dansede sig i bogstaveligste forstand gennem den dag. Ærgerligt at der er et helt år til vi skal gøre det igen.

Næste morgen fik jeg lidt alenetid hos min første datter. Det var meget smukt og meget tiltrængt. Sådan en fødselsdag kræver lidt stille eftertænksomhed. Både i forhold til tankerne om den dag for to år siden, som var præget af en hård fødsel og en hård start som alenemor, da Kevins far døde og han måtte haste til USA. Det kan ikke undgå at påvirke eftertankerne. Jeg har brugt noget af aftenen i aften på at bladre lidt igennem nogen af billederne fra dengang for 2 år siden. Noget af det vildeste ved at kigge billeder og tænke tilbage er, hvor meget de ligner sig selv, hvor tydeligt jeg kan genkende dem på billeder, når jeg tænker på hvor fremmede de var for mig den gang. I dag kan jeg jo sagtens se at det er dem, men den gang anede jeg ikke hvem de var. Nu er de pludselig 2 år og jeg har en ret god fornemmelse af hvad det er for et par personligheder jeg har med at gøre, skønt jeg stadig har rigtig meget at lære. Jeg glæder mig x 2.