Forårstegn i sol og måne

Jamaica Jamaica Jamaica
Vi danser hele natten på Jamaica ...

Ingrid sang Jamaica her til aften da hun var blevet lagt i seng. Jeg elsker når hun synger sig selv i søvn og kan godt finde på at sidde uden for døren og bare lytte, fordi det simpelthen lyder så sødt at jeg er ved at boble over af forelskelse. Det med at nynne og synge inden hun falder i søvn, har hun, som jeg husker det, altid gjort. Lige fra hun var lille baby. Den gang var det bare søde lyde, nu er lydene ved at tage form af noget genkendeligt og i dag sang og dansede vi Jamaica efter aftensmaden i den helt store stil, så det var helt tydeligt at det var den der var røget ind på lystavlen og havde sat sig fast.

Og vi blev bare ved og ved og ved ...



Sol! Den var her. Hold da op den var her i dag. Og den havde varme nok med til at smelte sneen fra i forgårs. Om et par dage er det forårsjævndøgn. Lige om lidt er det forår. I formiddags var vi ude og indsnuse de spæde forårsfornemmelser og jeg fik en usigelig trang til at kravle i træer. Det tegner godt.

Siden sidste indlæg har en hel del sygdom fyldt vores hverdag. Først en omgang omgangssyge til os alle fire på skift og så lige en omgang dårlig mave mere til børnene og nu er Carl febersyg. Men humøret er heldigvis stadig intakt. Sådan nogenlunde i hvert fald.

Og så var der lige månen! Den var rund og ekstraordinær stor og svulmende og nærmest orange da den stod op over puslebordet her til aften, mens børnene var på vej i nattøjet. Mon ikke det var et tegn på et eller andet? Gode tider eller noget? I det mindste bare lidt forår. Jeg trænger.

Jamaica Jamaica Jamaica ...