Der var nogen der græd

Og jeg skal da lige love for at jeg var en af dem. Jeg græd af glæde og lettelse over lille Holger, som havde været væk en hel lang, kold og mørk nat inden han blev fundet og kom hjem til sin mor og far igen.

Skønt det var i en anden sammenhæng, har jeg oplevet mareridtet at miste et barn og det er ikke noget man nogen sinde kommer over, så da jeg læste historien om den lille dreng der var væk, blev jeg simpelthen så ked af det. Det er sjældent at sådanne historier får lykkelige udgange. Denne her gjorde heldigvis og hvilken lettelse der gennemstrømmede min krop! Tanken om hvad de forældre skulle igennem, hvis det havde vist sig at han ikke havde overlevet, er fuldstændig ubærlig at tænke på.

Så den lille rødhårede gut, Holger, har i den grad fået sat gang i tårekanalerne hos mig i dag. Det er som om jeg slet ikke har kunne stoppe igen. Siden nyheden om at han var fundet i god behold, har tårerne væltet ned af kinderne hver gang jeg har læst om ham eller set ham i fjernsynet. Hele den historie har i den grad rørt noget sårbart i mig. Det handler selvfølgelig om, at det der er overgået de to forældre til Holger, er noget nær det værste mareridt man kan komme ud for som forælder. Ens barn er væk og som tiden går forsvinder håbet om at finde det i live. Bare tanken kan få det til at løbe koldt ned af ryggen. Med jobbet som mor følger desværre også frygten for at miste eller at der på anden måde skal ske ens barn noget og når andre oplever et sådan mareridt, kan det slet ikke undgå at påvirke.

Måske er jeg mere sensitiv end ellers, for på det seneste har jeg været plaget af nogen frygtelige – nærmest torturagtige – tanker. De river mig i stykker indvendig at tænke, og stammer vist nok fra tiden efter tsunamien i Thailand, hvor en mor blev fanget af bølgen og måtte give slip på det ene af sine børn for at rede det andet. De tanker forsøger at sætte mig i hendes sted og det er fuldstændig torturagtigt hvad de gør ved mig. Hvem ville jeg vælge hvis valget stod mellem den ene eller den anden? Jeg håber aldrig at komme ud for et sådan scenarie og i givet fald er det jo ikke noget jeg kan afgøre på forhånd, så i princippet vildt skørt at bruge så meget tankevirksomhed på, men ikke desto mindre noget min hjerne gør. Skøre hjerne, siger jeg bare! Nogen historier sætter sig så godt fast at de nok aldrig sådan helt bliver rystet af. Historien med den lille pige der døde efter at være blevet glemt i en sommerhed bil en hel dag, er en anden som stadig kan dukke op på min nethinde.

Men lige nu gælder det Holger der er fundet! Sej lille gut altså. Og så vil jeg vælge at lade den historie fylde og glædes på hans forældres vegne. Tårerne har fået frit løb, men det har kyssene også skulle jeg lige hilse og sige. I dag har jeg kysset en hel del mere på mine børn end jeg plejer – også selvom Carl frabad sig dem på munden. Hellere det, siger jeg bare.