Der var en gang et træ

Den gang verden brød sammen og alting blev sort. Den gang min lille piges åndetræt forvandlede sig til en sommerfugls vingeslag. Den gang mit eget åndedræt ikke længere gav nogen mening. Den gang stod der et træ på en kirkegård. Et stort og gammelt træ der uden tvivl må have overværet rigtig meget sorg og længsel i sin levetid. Lige midt i min sorthed stod det der og lyste op som et fyrtårn af tryghed. Stort og omsorgsfuldt favnede det mig. Det virkede næsten som om det forstod min sorg. Det gav mig beskyttelse mod solen, regnen og blæsten. Det var ved foden af dette smukke træ at Elisabeth blev begravet. Der var slet ingen tvivl i mit sind da jeg så træet første gang. Det var lige der for foden af dets tryghed at hun skulle være.

Det var den gang. Synet der mødte mig under mit besøg i sidste uge var ikke til at tage fejl af. Allerede da jeg drejede ind på kirkegården var der noget der var helt forkert. Lyset var et andet. Der manglede noget. Da jeg kom helt tæt på var det dette syn der mødte mig.



Det må have været stormen i sidste uge der havde taget det, for selvom resterne var skåret op og lå i bunker på den anden side af hækken, så var det tydeligt at se at det var naturen der havde været på spil. Det havde ikke stået til at rede. Det stormede immervæk også en hel del i sidste uge, men tænk at den storm skulle vælge lige netop Elisabeths træ ud af alle de træer der står på kirkegården. Jeg følte mig ramt på samme måde som den gang det lige præcis skulle være Elisabeth der skulle dø. Hvorfor lige mit barn? Hvorfor lige mit træ? Uretfærdigt! Det var hvad det var. Og jeg græd! Jeg brød vitterligt sammen, som var det et familiemedlem som jeg netop havde mistet. Det var så sørgeligt.

Jeg gik lidt rundt om mig selv og kunne slet ikke finde ro. Lyset var et andet. Alt var forandret. Jeg kunne ikke lide at kigge op, for synet af den bare stump gjorde bare ondt værre. Så det blev et kort besøg. Jeg nåede dog at tænke så klart at jeg redede mig en lille stump. Ligesom jeg klippede et lille stykke hår af Elisabeths hoved og gemte det i et lille skrin, for at bevare blot et lille bevis for at hun faktisk havde været her, tog jeg et stykke af det væltede træ med hjem. Så nu ligger der et lille stykke af Elisabeths trygge træ ude på terrassen og minder mig om livets foranderlighed.