Jeg har lidt af skriveblokering på det seneste. Ved ikke hvorfor. Et sort låg af tungsind har hvilet på mine skuldre. Jeg har følt en nærmest depressiv træthed, der har bevirket at jeg er gået helt i stå når jeg har sat mig ved tasterne. Har simpelthen ikke kunne tænke klart nok til at sætte ord sammen til noget fornuftigt. Til gengæld har jeg hver aften når jeg er gået i seng griflet dagens begivenheder ned i min lille sorte Moleskind – loving it! – lommekalender i mobiltelefonens skær under dynen. Det har været vigtigt for mig i den periode trods alt at fastholde lidt af dagens begivenheder for ikke forsvinde hen i ingenting.
En del af min skriveblokering og træthed hænger selvfølgelig sammen med manglende nattesøvn, men jeg tror ikke det er hele humlen der ligger begravet der ... eller hunden eller hvad er det nu man siger? Der har været noget andet der har tynget. Faktisk synes jeg at have haft disse tunge skyer hængende over hovedet i et godt stykke tid efterhånden. Mit savn efter Elisabeth har flere gange været blusset op med fornyet styrke og gang på gang har jeg taget mig selv i ikke at være glad for denne nye situation, men kun ønske mig tilbage til tiden med Elisabeth. En tid jeg aldrig fik. En tid med en rask lille pige som skulle vokse og blive stor. En tid med min førstefødte og højt elskede lille barn. Mit ønskebarn. En tid med barnevognture, latter og glæde. En tid med sol og sommer og en barsel med langsom tid og fokus på en ny lille familie.
Fordi jeg her i anden omgang fik to børn, og på en gang burde være dobbelt lykkelig – lad mig lige understrege at jeg er dybt taknemmelig over at have været blevet begavet på sådan en måde – så rykker det jo ikke ved at mine forventninger fra første gang ikke bare sådan lige er blevet indfriet i dobbelt forstand her i anden ombæring. Det her er en helt ny situation. Carl har altid været et ret besværligt barn på mange måder, lige fra starten. Han har krævet min opmærksomhed i udpræget grad – nogen gange på bekostning af Ingrid – og det har ikke levnet meget overskud sådan generelt. Jeg tager min mor-titel meget alvorligt og vil gøre alt i denne verden der er mig muligt for mine børn – døde og levende! Det er mig meget magtpåliggende og har hele tiden været det. Selv inden jeg fik børn vidste jeg at det var noget jeg ville investere min tid i. Det var mit største ønske. Men der skal også ligesom være noget at give.
Gad vide om det stadig er sorgen over Elisabeth der spøger i kulissen eller om det i virkeligheden handler om bristede forventninger der trækker spor tilbage til Elisabeth? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det. Hvorom alting er, så oplevede jeg i går at der skete et eller andet i mit indre. Det var som om det tunge skydække blev tyndere. Jeg mærkede glæden i min mave igen og opdagede at den havde været væk ganske længe. Jeg har længe levet i sådan et slags limbohumør. Ikke rigtig glad, ikke rigtig ked. Bare sådan midt imellem. Ind imellem har det været ren overlevelse. Alting virkede uoverskueligt og vildt besværligt. Tit har jeg set den ene dag tage den næste mens jeg har ventet på bedre tider. Det har været en udfordring at blive mor her i anden ombæring. Men jeg tror de er ved at være her. De bedre tider.
Min intention er fremover at forsøge at poste et indlæg hver dag, om det så bare er to linjer eller et billede. Det skal ikke være et mål i sig selv – nogen gange er det virkelige liv trods alt vigtigere at leve i virkeligheden end lige at få det dokumenteret – men jeg vil gerne prøve at fastholde mig selv i en kontinuitet. Synes nemlig det hjælper mig at få tanker og oplevelser skrevet ned. Pludselig kan jeg se det hele sådan lidt udefra og bliver altid så taknemmelig for det jeg ser.
lørdag, marts 13, 2010
Skriveblokering i moderskabet
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på din psykiske tilstand, men jeg oplevede lidt at det samme da jeg fik mit nr. to barn. Jeg har ikke mistet mit første barn i bogstavligt forstand, men mistet mit "drømmebarn" da det viste sig at han var handicappet. Det havde jeg forliget mig med (troede jeg) indtil mit andet barn begyndte at kunne mere og mere og jeg kunne se hvor meget jeg faktisk havde mistet ved at mit første barn ikke blev som jeg havde drømt om. Pyh det var en hård tid at komme igennem og jeg endte med at måtte en tur forbi en psykolog en del gange før jeg kom ud på den anden side. I dag kan jeg stadig gribe mig i at tænke hvad nu hvis han havde været normal, så havde han været teenager fræk og gået til fodbold, og måske endda begyndt at interessere sig for piger ? :-) Jeg ved det ikke, men sorgen holder ved hele livet. Og selvom han ikke er død, så døde mit drømmebarn den dag jeg fik hans diagnose. Men jeg ER kommet videre og har to skønne piger som også elsker deres storebror på trods af at han gør livet en del mere besværligt for os allesammen. Livet blev igen sjovt at leve og jeg mærker glæden hver dag. Jeg kan ikke sætte dato på hvornår det blev bedre men det kom hen ad vejen og stille og roligt blev livet værd at leve igen.
Det lyder som om det også lysner lidt for dig Sofie og det er klart at med den fart du har haft på med de to dejlge basser du har fået, så kommer sorgen i ryk fordi du ikke altid har tid til at tænke, men "bare" slår autopiloten til.
Og søvnen skal nok komme og giver dig endnu merer energi - måske nu her hvor foråret også så småt begynder at vågne.
Mange tanker
Lisbet
Du skal have lov til at savne alt det du vil. Du vil altid taenke paa din datter og taenke hvad nu hvis. Det er helt naturligt.
Men du har nok fat i noget af det rigtige naar du selv siger at hun spoeger. Mon ikke det er fordi du endnu ikke kan fortaelle de to dejlige levende boern om deres storesoester?
Og saa er du jo bare traet. Rigtig traet.
Ja det er sørme ikke nemt, for idel lykke og lyserøde skyer følger jo bare ikke med ,"bare" fordi man får det man ønsker sig mest af alt. For det er hårdt (ikke mindst med tvillinger ;o), og sorgen, drømmene der blev knust, savnet og bekymringerne man har samlet til sig i processen forsvinder nok ikke sådan vupti. Og selvfølgelig vil du altid savne din smukke lille datter. Uretfærdigheden og tragikken ved at hun døde bliver jo ikke den mindste smule mindre af at I har fået to dejlige børn mere. En veninde der mistede sin mor i gymnasietiden sagde en gang til mig: Sorgen går aldrig over, men man lærer efterhånden at leve med den. Og det er nok sådan man skal se det.
Men Sofie, hvor er det bare godt, at skydækket tynder ud.
Jeg tror at tab af forventninger spiller en stor rolle, men som jeg læser dit indlæg så genkender jeg noget fra min egen hverdag med to børn og det er ikke tvillinger - der er jo 4 år mellem dem.
Jeg genkender det med at den ene må vige for den anden (det er jo gerne den der kan skrige højst og længst, der får opmærksomheden).
Så jeg tror også, at du et godt stykke hen ad vejen er ramt af det faktum, at du skal fordele sol og vind lige... og det er fandeme ikke altid den nemmeste opgave.
Knus
Kære Sofie
Dejligt at skyerne letter :-)
Og vil bare tilføje til alle de andre kloge ord, at selv uden dit ufattelige tab i bagagen, kender jeg også til det grå tæppee der forsøger at kvæle alting når man bare ikke får sovet nok, og der er to små børn der kræver én 100%, og man altid må vælge "hvis tur" det nu er. Og man defor oplever, at alle ens forventninger til sig selv som mor bare aldrig bliver helt opfyldt som i ens længselsfulde drømme under barnløshedsbehandlingerne.
Den vigtigste medicin ud af grå-heden er at lytte til sig selv og giv plads til og accept af at tingene ikke altid skal være 100% perfekte for at være gode nok.
KH og solskin fra Susanne B
Hvor I fantastiske! Hvor er det skønt at få sådan respons.
Lisbeth – Jeg tror i den grad at det er det er de bristede forventninger det handler om og det gælder i lige så høj grad for det at få et handicappet barn.
Kat – At kunne komme til at dele Elisabeth med hendes to små søskende er en ting der kommer i fremtiden. Forhåbentlig kan det give en større samhørighed når hun bliver en del af deres liv også. Lige nu aner de jo ikke at hun har eksisteret.
Signe og Jan – Jeg ved du taler af erfaring. Tvillinger er en håndfuld der ikke altid levner meget plads til overskud. :)
Frederikke – Den vinkel havde jeg ikke lige selv set, men det er givet også en del af det. Det er sin sag at dele sol og vind lige.
Susanne B – Ja, den søvn. Slet ikke svært at forstå at det kan bruges som torturmetode.
Dejligt, at der er lyset er ved at sejre over det grå.
Første gang lyset helt forsvandt i min verden var mine 2 store ikke ret gamle. Det var inden Mie holdt sit indtog i vores liv. Jeg tror, at det var en udløber af Jakobs konstante sygdom og senere hans alt overskyggende allergi. At sol og vind ikke blev delt lige i den periode, behøver jeg vist ikke at fortælle. Heldigvis har Sara aldrig stillet de voldsomme krav. Hendes behov har været meget lettere at dække, så måske de bare ikke har brug for lige meget sol og vind.
Jeg kommer til at tænke hønen eller ægget... For er det svært, fordi du savner Elisabeth, eller bliver savnet af hende hentet frem igen, fordi det hele er lidt svært. Jeg ved det ikke.
Pas godt på dig selv Sofie..
Knus fra mig
STORT kram til dig, Sofie!
Susanne – Jeg tror du er inde på noget af det rigtige. Sol og vind kan ikke altid deles ligeligt, men måske er det også ok? Ingrid har åbenlyst ikke haft nær så meget at slås med som Carl. Hun er en lille pige der hviler meget mere i sig selv og det gør hun vel kun kraft af at hun faktisk har fået sine behov dækket – på trods af Carl.
Åh Sofie, de øvrige har allerede sagt så mange kloge ord. Vi har alle så mange forventninger til og drømme om moderskabet og familielivet, og nogle gange bliver de knust. Og selvom man mander sig op og forsøger at se lyst på det hele, trænger tungsindet og sorgen sig af og til på, og hverdagen bliver en stor grå og uoverskuelig masse.
Dejligt at høre, at skyerne over din hverdag så småt er ved at lette. Vil egentlig bare sende dig et kram og lidt energi og sige, at foråret er på vej med lys, sol og varme :-)
Jeg synes,at det er helt okay. Det er skønt, hvis du kan have 2 tilfredse børn. Også selv om de ikke har de samme behov og dermed stiller forskellige krav til jer. Mit gæt er, at sådan vil det være, til den dag de flyver fra reden.
Men det er rigtigt. Den skal erkendes, og man skal som forældre sluge kamelen og finde sig i, at sådan er det...
Jeg synes, at du klarer den fantastisk, trods søvnmangel og aktive tvillinger.
Send en kommentar