Der er blevet øvet og møvet og rokket til den helt store guldmedalje i de sidste par uger og i dag knækkede han så koden. Nu kan Carl KRAVLE (sådan helt rigtigt med det ene ben foran det andet, det er så sødt!) og det gør han så skal jeg lige hilse og sige. Nøj, hvor han kravler! Han er alle vegne.
Heldigvis for moderen er Ingrid ikke helt så mobil endnu. Heldigvis, som i 'så kan moderen lige nå at vende sig til ét kravlende barn inden den næste begynder at gøre huset usikkert'. På den anden side, er det slet ikke sikkert at Ingrid kommer i nærheden af at være så udfordrende og udforskende som Carl. Han er ved at blive bedre til at håndtere skrammerne, som der immervæk kommer en hel del af. Det kan slet ikke undgås når man gerne vil alt det Carl vil.
Ingrids nye tiltag er på den verbale front. Lige pludselig, og nærmest fra den ene dag til den næste, er hun begyndt at snakke rigtig meget. Hun pludrer lystigt og vender og drejer og udforsker alle legetingene hjemme på legetæppet, mens Carl er ude på de vilde vidder. Ind imellem kommer han hjem for at kysse lidt på hende – og hun bliver så glad – for igen at vende næsen mod nyt land.
De bliver stadig sjovere og sjovere for hver dag. Tænk at det er muligt!
tirsdag, december 15, 2009
Koden knækket
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Dejligt!. og moderen snyder.... ingen billder denne gang hmpf!.
Ja, jeg kan godt se at jeg ikke står særlig stærkt uden bevismateriale. Men det er altså rigtig!!! Han kravler altså. Det gør han altså! Skal se om jeg ikke kan nå at fange ham en af dagene. :-)
Du er en heldig kvinde..... Mere er der vidst ikke at sige i den sag ;o)
Hvor er det bare skønt - og hvor er det en dejlig beskrivelse af deres kærlighed til hinanden.
Sødeste, dejligste unger!
Hvor er de gode sammen :-)
Susanne – Jeg er meget heldig.
Monica – Det er så sødt at se dem sammen.
Frandsen – Så vidt forskellige de er, sammen er de gode!
Send en kommentar