Nattøj og Teletubbies

Herhjemme har vi sumpet rundt i Teletubbies og nattøj de sidste mange dage. Og det er ikke kun fordi vejret ikke har været til andet, nej – en lille febervarm dreng med blanke øjne og klynk i stemmen har holdt os indendøre.

Egentlig skulle begge børn have været vaccineret i tirsdags, men jeg aflyste i sidste øjeblik. Det må have været mit moderlige instinkt der talte til mig, for om natten fik Carl feber. Høj feber. Uh, hvor har han været sølle og var hans forældre ikke i søvnunderskud i forvejen, så kom de det nu. Ingenting duede andet end mors skulder, så Kevin måtte blive hjemme for at tage sig af Ingrid, så jeg kunne tage mig af Carl.

Skønt Ingrid har holdt fanen højt hele ugen, så tror jeg hun har kunne fornemme at Carl har været ked og kigget med store øjne og ventet til det blev hendes tur. Det blev det så i går, hvor hun pludselig sad med blanke øjne og ikke ville spise – det ligner hende bestemt ikke!

Jeg håber hendes tur kunne klares med lidt feber og en enkelt gang opkast. Her til morgen var de begge nemlig feber-fri – hvilken lettelse – og jeg har vovet pelsen og lagt dem ud i deres barnevogne for at sove. Det er nærmest lunt i vejret og regnen holder pause, så jeg tænkte at det nok godt kunne gå an. De sover alt andet lige bare bedre ude. Kevin har jeg lagt i seng ovenpå. Han har ellers været så tapper, men alle har en grænse og der var en hel del der skulle indhentes.

Så her sidder jeg og tænker på alt det jeg burde gøre i stedet for at sidde her, men jeg har prioriteret at sidde her og så må alt det andet vente. Min debut med børn med høj feber har holdt hårdt. Jeg er brugt og har følt mig syg af mangel på søvn. Teletubbies har været en kærkommen babysitter, men nu tror jeg lige vi tager en pause ... også fra nattøjet i de lyse timer og fra febersyge børn! Jeg er forhåbningsfuld.