Mine snottede unger

Først var det Ingrid, så var det Carl og lige om lidt er det vel mig, tænkte en træt og slatten mor. At være mor til to snottede unger er sin sag, men at være det når man selv er syg og snottet, det er næsten ikke til at bære. Med alt det snot jeg får kørt rundt i hovedet, kan jeg næsten ikke forestille mig at skulle gå ram forbi. Nu må vi se. Indtil videre er jeg bare sådan jævnt slatten og træt.

Det er ikke meget søvn jeg har fået de sidste mange nætter. Ikke nok med at Ingrid nu har TO små bisser der titter frem, nu har hun også fået feber og snot i hele femøren, og hoster så hun nærmest har mistet sin lille fine stemme. Hun har næsten ikke kunne trække vejret gennem næsen og når man ikke kan trække været gennem næsen og ikke kan finde ud af at trække vejret gennem munden, er det så som så med den der nattesøvn.

Første nat sov Carl heldigvis fra det hele. Fatter ikke hvordan, for Ingrid græd HØJT! Hun var bare ked ked, men det var næsten som om han vidste der ikke var plads til at han også skulle være vågen, så han sov. Bortset fra to amninger sov han hele natten fra klokken 7 til 7. Det var lige før jeg fik tårer i øjnene over min skønne dreng. Han var bare go'! I nat var han knap så go'. Men det var der nu ikke noget at sige til. Det er svært at være go' når man også er begyndt hoste og vågne af det.

Vores nætter for øjeblikket er altså noget af en redelighed. Kevin er rykket ned på gulvet, for det er bare nemmere at jeg har begge børn liggende i den store seng når de skal ammes og trøstes på skift. I går gik jeg i seng samtidig med dem og jeg tror at jeg forsøger mig med samme komcept i aften, for hvis blot jeg kan få et par sammenhængende timer først på aftenen, kan jeg klare meget.

Heldigvis virker det ikke som om Carl er helt så hårdt ramt som Ingrid. Hun har til gengæld været lidt vel rigeligt ramt på det seneste synes jeg. Hendes diarré-følgeton er nu nået der til, at jeg har fået en henvisning til en hudlæge, så vi kan finde ud om der er noget hun ikke kan tåle. Hun er nemlig begyndt at få eksem og det sammenholdt med diarré synes jeg peger i retning af en allergi. Jeg er blevet opmærksom på at det sagtens kan være mælkeallergi der er problemet, selvom min egen læge hårdnakket påstår at det ikke kan lade sig gøre når hun bliver ammet. I USA er teorien nemlig en anden, så derfor har jeg ladet tvivlen komme hende tilgode og er derfor stoppet med at spise mælkeprodukter. Om det er det, eller om det bare er tiden der har arbejdet for hende, er svært at sige, men hendes diarré er pist væk og det samme er hendes eksem. Så nu er jeg lidt spændt på hvad hudlægen siger i næste uge. Tænk hvis det er mælk – hvor kunne jeg have sparret hende og os alle sammen for meget besvær, havde jeg blot været opmærksom på det noget før.

Men altså ... på trods af diarré, eksem, tænder, snot, hoste og hvad der ellers har været, er de nogen helt fantastiske små seje nogen, der midt i det hele alligevel rundhåndet deler ud af de skønneste hjertesmeltende smil, kys og kram. I morgen fylder mine snottede unger et halvt år!!! Om jeg fatter hvor tiden lige er forsvundet hen. Det er gået så fløjtende stærkt og når jeg tænker på den udvikling der er sket med dem på den tid, er det næsten svimlende.