Tilbage til fremtiden

Mine forældre var på besøg i weekenden og havde en stak billeder med. I et splitsekund blev jeg helt i tvivl om det var mig eller Ingrid på billederne ...









Det var virkelig sjovt at sidde og kigge gamle billeder og vildt fascinerende så meget Ingrid var med på dem alle sammen. Selv dem hvor jeg var 1 år! Stort sådan at få lov at få et kig ind i fremtiden og se hvordan min lille pige måske kommer til at se ud om et halvt års tid eller der omkring.

Bagefter slog det mig, at der er en ret god chance for at jeg faktisk kommer til at opleve Ingrid blive 1 år og dermed med få syn for sagen. Det er ikke bare noget jeg skal forsøge at forestille mig. Det er jeg ellers så vant til. Sådan har det jo været hidtil. Elisabeth har jeg aldrig fået lov at opleve fylde 1 år, 2 år eller 3 år. Hun blev blot 6 uger og det var ikke ligefrem større hun blev i den tid vi fik sammen med hende her på jorden. Mest tænker jeg på hende som den hun var den gang, men når jeg sådan sidder her med billeder der har kunne give mig et lille kig ind i fremtiden, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om Elisabeth mon også ville have udviklet sig i den retning.

Derfor hev jeg alle billederne frem af hende og sammenlignede, ikke bare med mig, men i lige så høj grad med Ingrid og Carl. De ligner trods alt hinanden de tre børn. Ingrid ligner uden tvivl mig mest, men der er også noget Ingrid i Elisabeth, selvom jeg lige så ofte synes hun ligner Carl. Det var skønt at bladre gennem billederne igen. Hun bliver altid en smule mere nærværende på den måde. Samtidig giver det et stik i hjertet af længsel og savn. Følelsen af aldrig nogen sinde at mærke hende igen, røre hendes små hænder, fødder, kysse hendes lille mund og indsnuse hendes duft som var det for sidste gang, den gør så forbandet ondt. For altid vil hun kun leve på de billeder vi har og de små stumper video vi fik taget. Savnet er det eneste fysiske jeg har tilbage. Min trang til at tage hende op og trøste hende, holde hende helt tæt, er kæmpe stort. Bevidstheden om at jeg ikke kan og aldrig nogen sinder kommer til det, knuger og det er det der gør så forbandet ondt. På en måde er smerten ind imellem helt rar at mærke, for så mærker jeg i det mindste noget.

Da jeg kiggede billeder af Ingrid og Carl fik jeg underligt nok lidt samme følelse af savn efter noget som jeg aldrig får lov at opleve igen. Det kom bag på mig, for de er jo lige her. Dem kan jeg jo give et kram lige præcis når jeg føler trang til det. Men det var nyfødte Ingrid og Carl jeg pludselig savnede. Disse to helt nye og spæde mennesker som jeg slet ikke kendte den gang. Pludselig blev jeg helt ked og fyldt af savn på samme måde som til Elisabeth.

Hverken nyfødte Elisabeth, Ingrid eller Carl kommer igen. Det var noget der var. Nu ser verden allerede helt anderledes ud og måske var det i grunden en ok erkendelse, lige midt i alt savneriet og ked-af-det-heden, for de er her jo alle tre, nu blot på en anden måde end tidligere. Sådan er det jo. Ting ændrer sig hele tiden og det der var, er ikke sådan mere og det der er, er ikke sådan i morgen. Man kan man savne det der var eller glæde sig til det der kommer, men det der er, er lige nu og her.