Av, det gjorde ondt!

Jeg ved ikke hvem det gjorde mest ondt på. Måske nok Carl. Det var trods alt ham det gik ud over. Men det smertede nu også ret så gevaldigt i mit moderhjerte. Min lille dreng slog sig og jeg var ikke hurtig nok til at forhindre misæren i at ske. Jeg er hans mor, så jeg skal passe ordentlig på ham! Det burde vel være min fornemste opgave. Og så skete det alligevel. Jeg havde endda sagt til Kevin, så sent som i går, at vi blev nødt til at have en pude liggende for enden af puslehynden, for ellers ville det ende med at en af dem ville slå deres hoved mod vindueskarmen.

Et af aftenritualerne er at ligge på maven og kigge på tingene i vindueskarmen, imens de møffer afsted med benene, som om de forsøger at kravle. I dag fik Carl skubbet så meget fra med benene at han havnede helt oppe i vindueskarmen. Resultatet var at han slog sit lille hoved lige mellem øjnene – endda så det kunne ses. Øj, hvor han græd og øj, hvor hans mor gjorde det samme. Det bliver sikkert ikke sidste gang han får en bule i panden. Den her var bare helt unødvendig og en jeg, som mor, burde have afværget inden den skete. Jeg burde have passet bedre på ham. Min lille dreng.

I morgen er det 3 år siden Elisabeth sov ind på maven af sin mor. Kunne jeg dog bare have passet bedre på hende, tænker jeg tit. Det gør så ondt at savne så meget som jeg gør. Det har trukket op i løbet af de sidste par dage, men i aften er jeg ekstra trist. Dagen hvor vi måtte sige farvel er rigtig tæt på nu. Kevin har taget fri. På sådan en dag kan man ikke ret meget andet end at savne og være ked. I aften er mine børn blevet holdt ekstra tæt, imens frygten for at miste endnu engang bare har vokset sig stor og væmmelig.

Smerten i aften er ikke til at tage fejl af.