2 måneder og piv skæv

I går fyldte Ingrid og Carl 2 måneder!!! Hvor bliver tiden lige af? Når man lever i babymode tager den ene dag den næste, uden man knap når at fornemme hvilken dag det lige var. Jeg forsøger at komme ud at gå en tur hver dag, hvis vejret tillader det. Det er rart i det mindste at få lidt frisk luft i hovedet, ellers sker der ikke meget andet end hvad Ingrid og Carl bestemmer. Og selvom jeg nyder hvert minut her hjemme med mine børn – selv når de skriger! – så glæder jeg mig alligevel snart til at komme lidt ud i verden igen. Det tillader situationen mig ikke rigtig lige nu, men forhåbentlig snart. Jeg har hørt at kolik skulle aftage efter 3 måneder. Det går jeg så lidt og venter på imens jeg gør alt det bedste jeg kan for at lette tiden for begge mine børn og mig selv.

Carl har lige siden fødslen været plaget af noget. Ikke helt sikker på hvad, men han har haft de store armbevægelser på og i den grad ordet i sin magt. Det er vel det man kalder kolik? Jeg har haft kamp til stregen og absolut ikke hænderne fri på noget tidspunkt. Nærmest ikke en gang til hans søster, som ofte har måtte sidde lige så pænt i skråstolen mens Carl krævede mit nærvær. Selvom hun er god, er hun også en bestemt dame, der ikke finder sig i hvad som helst. Desuden har hans gråd den virkning på hende at hun så også bliver utidig og ked og så er man pludselig en for lidt når man kun er mig.


De sidste par uger har det været rigtig slemt med hans hjerteskærrende ulykkelige gråd. Noget gjorde alt for ondt – ikke bare i moderens hjerte – så forleden dag fik jeg hidkaldt Mette, der kan noget med sine hænder. Det hedder kranio-sakral terapi og efter blot at få ham i armene, kunne hun konstatere at problemet højst sandsynligt var at Carl er piv skæv i hele kroppen. Hofterne sad skævt, hvilket havde indvirkning på rygsøjlen og nervebanerne og derfor hele resten af kroppen. Måske hænger det også sammen med hans lille mave, for han kæmper virkelig med at komme af med afføringen. Det giver meget god mening for mig, for det hele hænger vel sammen på en eller anden måde. Noget har i hvert fald plaget ham i en sådan grad, at han er spændt op i kroppen nærmest konstant. Det forklarer måske også at han nyder aftenens bad og massage ekstra meget.

Skævheden tænker jeg kommer fra at han har siddet med numsen i min hofte og desuden er blevet trukket ud med numsen først da han kom til verden. Det kan man vel godt forestille sig kunne gøre noget ved sådan en lille blød babykrop.

Han kræver mindst en behandling endnu, måske flere, men allerede nu synes jeg at kunne fornemme en bedring. I går aftes fik vi ham i seng uden flere timers gråd og lige nu er han faldet i søvn i skråstolen ... helt af sig selv!! Ja, jeg har endda fået i overflod af smil i morges. Ikke noget, han ellers plejer at dele ud af. Tænk hvis hun kan hjælpe. Det ville være så skønt, for alle, men allermest for ham. Det gør så ondt at se ens lille dreng så ked og ikke kunne hjælpe mere end øjeblikke af gangen.


Alt imens jeg har skrevet det her, har Ingrid siddet og hygget på mit skød imens Carl har taget sig en ordentlig 'skraber' i skråstolen (ja, jeg ved godt man siger at de ikke må sidde der i længere end kort tid af gangen, men han sover!! og så vækker man ham ikke bare). Jeg mindes ikke at det nogen sinde er sket før – i hvert fald ikke i så lang tid, så det kalder jeg for noget af en fødselsdagsgave. Tillykke til os!