Der er så mange ting, af de der for første gang, der har relation til Elisabeth og hvad vi oplevede med hende. Det første bad for eksempel. Ingrid blev den første til at få bad i dag. Stor succes – især for forældrene. Selv om det er for første gang vi oplever de her ting sammen med Ingrid og Carl, så har vi oplevet mange af dem samme med Elisabeth og de særlige øjeblikke kan jeg ikke lade være med at opleve en lille smule igen. Det gør både ondt og godt.
I dag var vi alle 4 desuden på besøg hos storesøster for første gang efter fødslen. Det var stort, dog måske en smule ambivalent, endelig at komme ned og hilse på. En ting jeg har drømt og fantaseret om lige siden Elisabeth døde. Nu stod vi der så pludselig og så var det bare helt almindeligt og naturligt. Det blev ikke til meget pusleri hos Elisabeth, skønt der trængte, for jeg stod det meste af tiden og rokkede barnevognen, så der ikke var nogen der skulle finde på at vågne alt for meget. Der var det at det for alvor blev tydeligt for mig, hvor meget Elisabeth kun lever i min drømmevirkelighed og Ingrid og Carl lige her og nu, i den virkelige virkelighed.
lørdag, maj 02, 2009
Så mange ting for første gang
af
Maomis
kl.
22.38
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







11 kommentarer:
Det slår mig, hvor meget Ingrid ligner dig. Især på øjnene.
Tror jeg forstår følelsen af 'det helt almindelige og naturlige'...
Sikke et dejligt billede af Ingrid - og med øjenkontakt allerede.
Det må have været en ganske særlig oplevelse at være hos Elisabeth for første gang med de to små.
Ha' en god søndag, Sofie ...
Hold op ja hvor Ingrid ligner dig meget - det kan man virkelig se nu hvor hendes billede er lige ud for dit på bloggen. Gad vide om Carl så ligner Kevin???
Du skal nok få tid til din drømmeverden med Elisabeth igen en gang imellem, men det er absolut rigtigt at sådan et par unger er meget mere virkelige på en ganske krævende men absolut også givende måde.
At Ingrid er min lille pige, er der vist ingen tvivl om. ;-)
Der er noget helt specielt over første gang uanset hvad hændelsen er. Og sådan blev første gang på kirkegården således også. Og det er til at forstå, sådan som du beskriver det.
Ja Ingrid er godt nok mor op og ned af dage. Jeg fik ikke skrevet igår mht. de fantastiske billeder i forrige indlæg. Dejligt at du er så rundhåndet. De er virkelig skønne dine børn, og jeg er vild med de billeder hvor de ligger helt tæt og har sådan en symbiose som vist kun er tvillinger forundt. Tænk sig, altid at have en legekammerat!
Hvordan tager Mao, at der nu pludselig er dobbelt op i husstanden?
Mao tager det indtil videre faktisk meget pænt. Han sympati-miawer hvis enten Ingrid eller Carl græder og det kan være ret stressende at høre på, men ellers tager han det nu meget pænt. Ved ikke om det er gået helt op for ham at der er flyttet et par små mennesker mere ind. Han får nok en brat opvågning når de begynder at kunne kravle og ikke mindst gå.
Kære Sofie,
Er du klar over, hvor meget det klæder dig med en barnevogn - og for den sags skyld en baby på armen? Hvor er Emma dog pludselig stor!!!
Jeg drømmer lidt om at se et billede af den stolte fader med ungerne - men jeg véd også godt, at dette ikke er et "ønskeprogram"! :-)
Lækre lækre unger.
Hilsen fra
Sine
Å hvor er de skønne begge to. Jeg forstår godt at det må være svært at opleve alle de samme "første gang" men heldigvis vil der kommer mange øjeblikke som er tvillingernes helt egne. Elisabeth vil aldrig forlade dit hjerte men med armene fulde af liv må det naturligvis være der dit fokus skal være. Det ville Elisabeth også have ønsket. Mange kærlige forårskram til dig og tvillingerne.
Dejligt at se Ingrid og Carl "igen", og ja tiden flyver afsted. Der er nok hele tiden en der skal have mad, skiftes, have vasket tøj mv.
Hvor er de skønne og dejlige og sjovt at se at de ligger så tæt, ligesom de gjorde i maven.
( Ønsker også et billede af Far-Kevin, hvis det kan lade sig gøre)
Vil bare lige tilslutte mig; Ingrid ligner mor, og jeg syntes Carl ligner far...
Knus
Dorthe
Sine – Tak, synes også selv at det er noget af det bedste at 'have på'.
Marina – Jeg tror du har ret. Elisabeth ville helt sikkert have haft det sådan.
Uhm Sofie, det er godt nok nogle helt utrolig dejlige unger, de to! Det er nogle fantastiske billeder af dem som de ligger der i barnevognen. De varmer helt ned i maven.
Det må være svært at skulle opleve det hele igen på denne tid, og jeg tror som der er skrevet at hvis Elisabeth kan kigge ned til jer, så ville hun have at det skulle være lige præcis sådan her. Armene fulde af liv og Elisabeth godt plantet inde i hjertet.
Knus
sech
Send en kommentar