Dagen før dagen

Det er slut med at være til noget som helst mere. Ja, det har det faktisk været temmelig længe. Jeg kan stort set kun ligge på sofaen som en stor strandet hval, fuldstændig udkørt, opbrugt og elendig. Jeg er tung og træt og alt gør ondt. Især er mine smertende hænder en plage. De er så opsvulmede, sovende og smertende om morgenen, at det tager flere timer at få dem i gang, så jeg faktisk også kan bruge dem bare en lille smule. Åh, hvor er jeg elendig. Ynk ynk!

Nu er der heldigvis heller ikke længe til. Sådan cirka et døgn. Hvor er det vildt! De sidste par dage har især det med hvad møfferne rent faktisk skal hedde, fyldt en hel del. Vi har en lang liste, men har indtil nu, ikke rigtig kunne lægge os fast på noget endeligt. Så nu venter vi og ser om de skulle komme ud med navneskilt på ligesom Elisabeth gjorde det.

Da Elisabeth blev født, lå jeg i fuld narkose og gik derfor glip af de første par timer af hendes liv udenfor min mave. Dem tog Kevin sig af og jeg ved han gjorde det godt, selvom det må have være forvirrende og skræmmende at stå der helt alene med en børnelæge og et barn, som der måske, måske ikke, var noget galt med. Måske var det for at gøre det hele lidt mere konkret, at han blev nødt til at give hende et navn med det samme. Det blev så til Elisabeth.

Jeg havde ingen indvendinger, for da jeg for første gang fik hende op på maven med ordene om at han var blevet nødt til at give hende et navn og at det var blevet til Elisabeth, kunne hun slet ikke hedde andet. Selvfølgelig skulle hun hedde Elisabeth. Der var slet ingen tvivl. Nu må vi se hvor let det kommer til at gå med de her to. Jeg har jo aldrig prøvet det der med at give et barn et navn før, så jeg håber nok lidt på at det vil komme til os på samme naturlige måde som sidst.

I aften pakker vi tasken færdig og i morgen drager vi af sted mod en ny og lidt større familie.