Ny og forbedret billedkvalitet

Må jeg præsentere ...


Toptunet topkvalitet – og så er det tilmed vores. Det har taget tid at nå hertil. Faktisk langt over et år. Lige siden vores kamera gik i sort sidste år, har vi levet højt på min fars generøsitet og hans kamera. Så man kan roligt sige at det efterhånden var ved at være på tide at få det afleveret tilbage igen.

Egentlig er det allerede en hel uge siden at vi foretog investeringen, men vi har bare ikke kunne få os selv til at åbne æsken før nu. Det har ikke været helt billigt og med kun en indkomst og to børn på vej, bliver skillingerne vendt en ekstra gang for tiden. Så det var en stor beslutning. Så stor at vi blev nødt til at lukke øjnene da vi lagde pengene på disken og så ellers skynde os ud af butikken inden vi fortrød.

Nu er det gjort. Det er købt og betalt, åbnet og taget i brug og skulle efter sigende være et af de absolut bedste kompaktkameraer på markedet i øjeblikket. Så nu er der kun tilbage at lære det at kende. Jeg har lidt over 3 uger til det, så det var på høje tid at vi fik det startet op. Jeg skulle jo gerne være verdensmester inden Møfferne kommer til verden, så de kan blive foreviget i den absolut bedste kvalitet.



I går var mine forældre på besøg og vi var ude at gå en lille tur. Det var skønt og jeg nød hvert et skridt – jeg kommer ikke så meget ud for tiden ... Og selvom jeg til sidst havde så ondt, at jeg begyndte at tvivle på om jeg overhovedet kunne klare turen hjem ved egen hjælp, gik det. Det har så til gengæld betydet at jeg i dag har været total udsplattet, utilpas og har haft plukveer i ét væk, så jeg har tilbragt det meste af dagen på sofaen, som en stor fed sofakartoffel med energi til ingenting. Næsten ikke en gang til at holde på et par strikkepinde. Bare det at gå på toilettet eller hente mad i køkkenet har været en kraftanstrengelse. Ynk! Nøj, hvor jeg savner bare at kunne tage en tur i skoven uden at være så handicappet.

Jeg er nu nået til uge 34 og om denne uge står der i ’Bogen om Tvillinger’:

Du har nok taget 13-18 kilo på – måske mere – og du er meget besværet. Dine arme er snart for korte til alt og maven er i vejen. Alt går langsomt og du er klodset, taber og vælter ting, bl.a. fordi du fejlbedømmer afstande. Nu da du ved, at børnene er store nok til at overleve på egen hånd, så kredser dine tanker nok meget om selve fødselen. Følelsesmæssigt svinger du mellem rastløshed, glæde, uro og nervøsitet.

Hvordan kan den bog beskrive min situation lige nu, med en så præcis nøjagtighed? Fascinerende!