Et ansvarsfuldt job

Det tegner til at blive nogen lange uger, disse sidste uger. Som vi nærmer os målet kredser mine tanker i højere og højere grad om de to små i maven og om de nu også har det godt. Langt de fleste dage har jeg en god fornemmelse, men katastrofetankerne ligger lige under overfladen og der skal ikke så meget til at antænde dem.

Sådan var det her til aften og jeg måtte endnu en gang overgive mig og tage en tur på fødegangen for at få forvisning om at de to små har det godt. Det har de! Det var en kæmpe lettelse og selvom jeg var lige ved ikke at tage af sted (for man kan da ikke bare komme rendende i tide og utide), så overbeviste Kevin mig heldigvis om at det var det rigtige at gøre. Og endnu en gang fik jeg det samme at vide af den fantastiske jordemoder der kom os i møde og så kærligt tog sig af os.

De sidste par dage har der været lidt færre møf og spark end jeg synes om, og straks begynder tankerne om Elisabeth og hvad der gik galt de sidste par dage inden fødslen, at melde sig. Jeg synes det er et kæmpe ansvar at sørge for at der ikke sker det samme igen og det eneste jeg har at måle ud fra, er den aktivitet jeg mærker. Så de har bare med at gøre sig til kende – allerhelst hele tiden – har de!

Elisabeth havde været ret stille de sidste par dage inden fødslen og jeg kan ikke få ud af hovedet, at jeg måske kunne have gjort en forskel, havde jeg blot reageret på det i tide. Det gjorde jeg ikke, for man får så tit at vide at man mærker barnet mindre til sidst. Så det var jo helt normalt. Men tanken om at vi måske kunne have haft hende i dag, hvis hun var kommet ud i tide, kan jeg ikke vriste mig fri af.

Der er intet rationelt i mine tanker. Jeg handler helt og aldeles ud fra en erfaring som måske, måske ikke har hold i virkeligheden. Måske kunne jeg ingenting have gjort anderledes. Det er ikke til at vide. En ting er dog sikkert – denne gang skal jeg ikke kunne bebrejde mig selv at jeg ikke tog affære i tide. Det er de følelser jeg har og som jeg bliver nødt til at forholde mig til. Derfor skal der sikkert en del besøg til på fødegangen her til sidst – både i tide og i utide. Sådan må det være.

Det bedste af det hele er al den forståelse som jeg har mødt fra hospitalets side. Jeg har et ansvarsfuldt job og at det på den måde bliver taget alvorligt, gør en kæmpe forskel for mig. De har en stor del af æren for at denne graviditet indtil nu er forløbet så forholdsvis smertefrit.