Hormoner og mavebobler i overflod

Det er vel dem der er på færde. Hormonerne. Ellers kan jeg ikke sådan lige umiddelbart forklare hvordan jeg kan sidde og tude mig igennem eftermiddagens episode af Friends. Ej altså, det er da skørt. Men når små børn kommer til verden – om det så er i letfordøjelige amerikanske serier – ja, så går det bare lige i hjertet på mig. Jeg kan næsten ikke holde til det. Mit hjerte er fyldt til bristepunktet af kærlighed og lige præcis sådanne ting får det altså til at flyde en lille smule over.

En af dagens gøremål var at besøge min jordemoder. Hun sagde at jeg strålede! Jeg tror hende gerne, for dagen i dag har været en af de dage, hvor ikke bare solen har skinnet fra en skyfri himmel, men min egen sol har i den grad strålet i selskab med dejlige mennesker og hold op hvor har jeg bare nydt det. Jeg er så heldig at få lov.

Før jeg blev gravid forestillede jeg mig at en eventuel graviditet ville blive en lang angstfyldt rejse af bekymringer og vanvittige forestillinger om alt det der kunne gå galt. Jeg har ikke været helt forskånet, angsten har stukket sit grimme hoved frem et flere gange, og fødslen rumsterer stadig en hel del, men hovedsagligt har det været en glædestid. En tid jeg virkelig har nydt og som jeg, som tiden går, blot nyder mere og mere.

Midt i glæden og den gode mavefornemmelse, virker det samtidig som om der er kommet flere af de her ukontrollerbare tåreforløsninger. Det er da egentlig lidt paradoksalt, men måske bare noget der følger med de der mavebobler. Jeg føler mig ikke som sådan mere sårbar, blot mere følsom og har måske netop derfor lettere til tårer.