Med tulipaner og tryghed

Jeg elsker tulipaner! Disse sprøde forårsbebudere, der kommer i alle regnbuens farver, og som altid spreder glæde og godt humør til alle på deres vej. Måske er det min yndlingsblomst, hvis ellers jeg har sådan en – i hvert fald står den for mig som lidt af en kærlighedsblomst.



Kærlighed blev der helt sikkert bundet ind i den buket jeg fik af min mand på vores bryllupsdag. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig at min brudebuket skulle bestå af tulipaner – ja faktisk havde jeg nok slet ikke forestillet mig at jeg skulle have en brudebuket. Da vi i sin tid, for snart 9 år siden!!! blev gift, var det som udgangspunkt en formalitet på Københavns Rådhus, med det simple formål, at jeg kunne få visum til USA. Derfor havde jeg slet ikke skænket det med en brudebuket en tanke, men det havde min mand og min søde veninde i fællesskab, heldigvis. At det desuden endte med at blive noget af det mest romantiske bryllup jeg nogen sinde havde kunne forestillet mig, er en helt anden og lang historie ...

Jeg har siden fået mange buketter. Rigtig mange af dem har været tulipaner og hvor jeg elsker det – hver gang! I går fik jeg tulipaner igen – bare fordi. Som så ofte var der to buketter – en til mig og en til Elisabeth. Begge buketter helt ens og derfor matchede de begge to smukt de to nye dynebetræk, der netop er kommet ud af min symaskine.



Da Elisabeth lå trygt og godt, hvor hendes to søskende nu er flyttet ind, fik hun også et hjemmesyet dynebetræk. Elisabeths var syet med kærlighed af hendes mormor og med det fulgte der en dyne og min gamle vugge, som var blevet sat i stand efter alle kunstens regler. Den var så smuk som den stod der i vores stue og pyntede og længselsfuldt ventede på hovedpersonen. Det var den bedste gave jeg kunne forestille mig! Ikke bare var det smukt håndarbejde, men det var lavet helt specielt til Elisabeth ... Eller rettere, den der nu måtte komme. For den gang vidste vi jo ikke hvem der gemte sig inde bag maveskindet.

Den dyne, med lige netop det smukke og enkle dynebetræk, kom til at betyde rigtig meget for os. Ja, nærmest kom den til at stå som et symbol for vores tid sammen med Elisabeth. Vi havde den med os hvor end vi gik, for med den fulgte tryghed og beskyttelse for Elisabeths lille spinkle krop. Den var det blødeste og skønneste man kunne forestille sig. Lige det hun havde brug for.



Netop det med trygheden betød også at hun, ligesom hun var blevet puttet i sin vugge og i sin barnevogn, helt naturligt også blev puttet i dynen da vi til sidst måtte lægge hende i kisten. Den tryghed skulle hun selvfølgelig have med sig, selvom den var svær at give slip på. Den tryghed ville jeg gerne have beholdt. Men dynen var selvfølgelig Elisabeths og en hun skulle have med sig på den sidste rejse. Derved opstod desuden idéen til at dekorerer hendes lille hvide urne, så hun også i den kunne være omsluttet af denne smukke dyne i al evighed. Den blev næsten lige så smuk og tryg at se på, som hendes dyne havde været det.



Fordi Elisabeths dyne har haft så stor betydning for mig, har det været mig magtpålæggende, at samme tryghed skulle vente på hendes to små søskende, når de en gang kommer til verden. Derfor har jeg nu syet disse to tulipanfarvede betræk, der er tæt på at være lige så smukke som det Elisabeth fik. I hvert fald er de lige så bløde og i allerhøjeste grad fyldt af lige så meget kærlighed som det Elisabeth fik.