Dengang som nu

Dagen i dag har været smuk. Rigtig smuk. Det kaldte på en rask travetur – så rask som den nu kan blive med to små størrelser i den hastigt voksende mave.



Destinationen hed Mølleåen. Jeg ville se om jeg kunne få et par svaner i kassen til Kevins mor. Hun var meget fascineret af dem da de var her i julen, så hun skulle have en lille hilsen fra svanerne syntes jeg.



Jeg kan egentlig godt forstå at hun er fascineret. Det er et majestætisk dyr, skønt den nogen gange opfører sig lige vel rigeligt sådan. Det går lidt for tit ud over ænderne synes jeg, men så længe de kan finde ud af at leve side om side går det vel.



Jeg har holdt øje med det svanepar som holder til her. Jeg ved hvor de har deres rede og at de bruger den samme hvert forår. Da jeg var gravid med Elisabeth, fulgte jeg med i deres redebygning og rugetid som foregik i den sidste del af min graviditet. Jeg husker lige så tydeligt at svanlingerne kom til verden et par uger før Elisabeth. Vi skulle have været nedkommet samtidig, men jeg gik 14 dage over tid. Så mens jeg gik de sidste ture i skoven langs Mølleåen kunne jeg følge med når den lille lykkelige svanefamilie svømmede omkring og jeg glædede mig til det skulle blive min tur.



Det tænker jeg tit på hver gang jeg ser svanerne. Jeg tænker også at det højst sandsynligt er det samme svanepar, som jeg fulgte særlig tæt den vinter og det forår jeg havde Elisabeth i min mave. Måske er ungen endda en af dem fra det kuld. Jeg har læst at svaner danner par for livet. År efter år vender de tilbage til samme rede, der med tiden bliver kæmpestor.

I år tror jeg at jeg kommer dem lidt i forkøbet. Forhåbentlig kommer jeg til at kunne følge svanerne bygge deres rede lidt større og se dem ruge på skift når jeg skal ud at gå med barnevognen. Det glæder jeg mig til. Måske bliver det også lidt vemodigt, for Elisabeth skulle også have været med. Hun skulle have haft en pose med mad til ænderne og svanerne ville være kommet og have taget det lige for næsen af dem.



Efter en stund i staver og minder om den gang og om hvordan det skulle have været, ændrede himlen med ét farve, fra klar blå til meget mørk grå og med den kom sneen hvirvlende, så jeg skyndte mig hjem i den varme stue i igen. Det lignede heldagssne mens det stod på, men var vist bare en byge, for ikke lang tid efter var himlen igen blå som om ingenting var hændt. Kun et fint hvidt drys på jorden afslørede den byge der netop havde været på besøg.