To et halvt år

I går ville Elisabeth være fyldt 2 1/2 år. En lille skøn krudtugle ville hun have været, med selvbestemmelse og egen mening om tingene.

De første få år af et barns liv er magiske, vidunderlige og meget drilagtige for alle som er involverede. En af de vanskeligste ting man bliver nødt til at lære er, at slippe noget af den kontrol og beskyttelse, som kommer så naturligt og som man føler så stærkt. En umådelig mængde tålmodighed vil ganske afgjort være hovedingrediensen i din succes!

Dette er et lille uddrag af denne måneds mail fra Pampers og beskriver det 2 1/2 årige barn. Det kan selvfølgelig ikke lige direkte overføres på Elisabeth, da hun aldrig nogen sinde er blevet 2 1/2 år og heller aldrig nogen sinde kommer til det. Men mit forhold til Elisabeth fyldte 2 1/2 år i går og det kan sagtens beskrives som magisk, vidunderligt og drilagtigt og et forhold hvor jeg skal lære at slippe noget af min kontrol og beskyttelse.

Mit forhold til Elisabeth ændrer sig hele tiden – ligesom det ville have gjort, havde hun levet i dag. Det ændrer sig blot på en mere usynlig måde end det ellers ville have gjort. Havde hun været her fysisk, ville alle andre også have kunne følge med. Nu er det mest kun mig der bemærker det.

De første år med Elisabeth har på mange måder været magiske. Min fantasi har fået lov at lege med og jeg har givet den lov. Det har været igennem den at Elisabeth har fået lov at leve en smule videre. Det har været vidunderligt og noget der har haft en stor betydning for mig og helt givet hjulpet os begge på vej til sammen at finde det sted hvor hun er i dag. Det har bestemt også været en drilagtig tid. Det er ikke altid nemt at være mor til et dødt barn. Det kan ind imellem være svært at finde fodfæste i forhold til verden omkring sig.

Jeg føler ligeledes at jeg er godt på vej til at slippe min kontrol og beskyttelse i forhold til Elisabeth. Det er ikke helt så vigtigt for mig mere, at tale om hende hele tiden. Jeg ved hvad hun betyder for mig og har efterhånden fundet en ro med det. Det er heller ikke helt så vigtigt mere at jeg når på kirkegården hver eneste dag, som det var i starten. Nu kan der sagtens gå en hel uge imellem mine besøg. Det lille fyrfadslys bliver dog stadig troligt tændt hver eneste aften hjemme i stuen. Den tradition tror jeg ikke lige sådan vi skiller os af med. På den måde er Elisabeth med os herhjemme og det håber jeg vil blive et fast ritual også fremover, når tvillingerne har meldt deres ankomst. Elisabeth er en stor del af vores familie og vil altid være det. Det er en vigtig og meget synlig måde for os at markere det på.

Så selvom Elisabeth ikke lever, så gør vores forhold det i høj grad og de små ‘remindere’ fra Pampers får derfor stadig lov til at lande i min mailboks hver måned.