Oplevelsesrige nætter

Jeg er ved at være halvvejs i min graviditet og må ind imellem knibe mig selv i armen over at det virkelig er mig det her er sket for. Jeg er dybt taknemmelig. De to små i maven har møffet troligt siden panikskanningen i sidste uge. I nat ligefrem så meget at de nærmest holdt mig vågen. Det er nok lidt forkert at give dem skylden – så meget sparker de trods alt ikke endnu – men efter et af mine utallige natlige toiletbesøg, kunne jeg ikke falde i søvn igen og det kunne de to små så øjensynligt heller ikke. Det var ganske hyggeligt når jeg nu alligevel lå der og ikke kunne sove.

Apropos at sove, så har jeg haft de vildeste mareridtsagtige drømme på det seneste. Der er virkelig ingenting der stresser mig i mit daglige liv. Jeg er på nedsat tid og tager det i det hele taget med ro, men om natten drømmer jeg den ene drøm efter den anden om at komme for sent, ikke at nå mit fly/tog osv og om ikke at kunne finde en gruppe jeg er samme med. I en af mine drømme var det mine to nyfødte børn jeg ikke kunne finde. Vi befandt os stadig på hospitalet og en læge eller sygeplejerske havde taget dem for at undersøge dem lige efter fødslen. Jeg anede ikke hvor de var gået hen med dem og hver gang jeg forsøgte at finde den afdeling hvor jeg mente de burde være, for jeg vild og hver gang jeg tog en elevator til den etage jeg regnede med var den rigtige, endte jeg et helt andet sted. Det var virkelig ubehageligt og til sidst var jeg helt ude af mig selv.

Mine drømme er alle meget stressbetonede og handler alle om at være sent på den og hele tiden blive forhindret i at komme frem af den ene eller anden grund. Det er meget stressende og ofte vågner jeg og befinder mig i en tilstand midt imellem drøm og virkelighed. Der går gerne et minut eller to inden jeg får viftet drømmen af mig. Det er højst besynderligt, men tænker at mine mange drømme helt givet handler om denne nye situation jeg befinder mig i. Der er mange ting at forholde sig til og meget usikkerhed. Muligvis handler de om at jeg er bange for at miste og måske endda at være skyld i det. Tænker det er noget i den retning og at min oplevelse med Elisabeth spiller ind, ellers ved jeg snart ikke ...

Jeg har fået tid hos en psykolog tilknyttet hospitalet, godt nok først til januar, men tænker at hun måske kan være behjælpelig med at udrede nogen af alle trådende i det her.