søndag, december 28, 2008

Smukke råkolde Raadvad

Efter mange dages sociale sammenkomster med masser julehygge og en ægte dansk julefrokost på programmet, var vi klar til en stille dag uden for meget ståhej. Vi startede med en rengøringsformiddag – der trængte efterhånden eftertrykkeligt – imens Kevins forældre var i kirke, og om eftermiddagen tog vi på tur til smukke Raadvad. Vi ville vise Kevins forældre 'vores' sted. Stedet hvor vi tog Elisabeth på den første barnevognstur og som for os altid vil betyde noget helt særligt. Det er samtidig det sted hvor Elisabeths stenhuggeri ligger, så det er et sted med helt særlige tilhørsforhold for os. I dag var det tilmed dagen hvor tvillingerne var med for første gang. Det var en lille detalje som var gav lidt ekstra til oplevelsen.



Det var koldt, rigtig råkoldt, på den der fugtige måde som det kan være i Danmark. Tror det kom lidt bag på vores to gæster at det kan være så koldt, når det ikke rigtig er koldt – temperaturen må have ligget et sted lige omkring frysepunktet – så da vi alle efterhånden var blevet godt og grundigt gennemkolde, vendte vi næsen hjemad. Jeg fik lynhurtigt frembragt en plade med lune Havregryn/æble/gulerodsmuffins med rosiner. De var ikke helt efter opskriften, men det var hvad vi havde, så sådan blev det og faktisk slet ikke så ringe, hvis jeg selv skal sige det. Varm te og muffins i sofaen efter en travetur i det smukke Raadvad var bestemt ikke ringe.



I morgen står den på Royal Copenhagen og diverse andre turiststeder inde i den store by. Jeg tror jeg vælger at blive hjemme. Jeg er stadig ikke helt god til det der med mange mennesker og så slet ikke lige efter jul. Det er som om stemningen er helt forkert. Ikke rigtig julestemning, ikke rigtig noget. Bare udsalg og bytterier. Meget forvirrende og så synes min mave ikke længere så godt om så mange timer på benene på den måde. Desuden starter butikken udsalg i morgen og jeg har lovet at komme og hjælpe til i et par timer. Det plejer at være rigtig hyggeligt. Det er nok også ved at være en af de sidste vagter for mit vedkommende, da maven snart ikke tillader mere af den slags, så den ville jeg gerne lige have med.

7 kommentarer:

Susanne sagde ...

Kære Sofie

Tror du også, at der findes en fordansket udgave af dine lækre muffins? Dem kunne jeg godt tænke mig at prøve.

En efterjuledag i naturen - også selv om den var kold - er ren afslapning for sjælen. Og som altid er det nogle dejlige billeder, du har valg at dele.

Heidi sagde ...

Hvor lyder det dejligt, at I fik Kevins forældre med til Raadvad. Det er så befriende dejligt at kunne dele nogle af de sparsomme minder.

Maomis sagde ...

Susanne – Den er lige her:

Æble/gulerods muffins

Oven 200° C

4 1/4 dl bran flakes med rosiner
3 dl mel
1 3/4 dl sukker
1 1/4 tsk bagepulver
1 tsk kanel
1/4 tsk salt
1 stort æg
1 3/4 dl kærnemælk
2/3 dl raps oile
1 3/4 dl skrællet og groft revet madæble
1 3/4 dl groft revet gulerod
2/3 dl hakkede valnødder

I en stor skål blandes først de 6 tørre ingredienser. I en mindre skål piskes æg, kærnemælk og olie sammen. Bland det med de tørre ingredienser. Vend æble, gulerod og valnødder i.

Beklæd en muffinform med papirforme eller smør muffinformen med olie eller smør. Bag dem ved 200° C i 20-23 minutter eller indtil dejen ikke hænger ved en tandstikker.

Afkøl dem i 5 minutter inden de tages ud af formen.

Efter sigende burde de være velegnede at fryse, men jeg har aldrig prøvet, da de er forsvundet inden.

Maomis sagde ...

Heidi – Det er lidt som at have Elisabeth med os igen og lige netop den del er rar at dele med andre.

Rikke sagde ...

Raadvad er så dejlig. Tak fordi du mindede mig om det sted!

Maomis sagde ...

Velbekomme, Rikke. Det er bestemt et sted der er et besøg værd.

Anonym sagde ...

Rådvad er også noget at det smukkeste, jeg kender. Skoven, Mølleåen og et lille drys svaner som på dit billede - det er en lise for sjælen.