Juletræet fik sin pynt

Så fik juletræet endelig sin pynt. Det er blevet fint. Rigtig fint endda. Det endte tilmed at blive ganske hyggeligt at pynte det, selvom det holdt hårdt. Jeg havde ikke regnet med at det ville være så svært at finde alt juletræspynten frem som det faktisk var. Det kostede en hel del tårer. Jeg startede med at finde det hele frem i går, men måtte lade det ligge. I aften hjalp vi så hinanden alle sammen og der blev talt om alle de forskellige ornamenter og hvor de stammede fra og hvad de betød og stod for. Så gik det lige endda.



Det er allerede tredje jul uden Elisabeth. Det er næsten ikke til at fatte at der allerede er gået så lang tid. Jeg synes egentlig ikke at denne jul er så særlig meget nemmere end de to foregående. Det havde jeg nok et eller andet sted forestillet mig. Julen har ikke været fuldstændig uoverskuelig for mig i år. Jeg har faktisk glædet mig til den. Men nu her et par dage før og i særdeleshed i dag hvor juletræet fik sin pynt, har den alligevel påvirket mig en hel del. Jeg er blevet stille, indadvendt og eftertænksom. Elisabeth er mere til stede igen og det gør det både dejligere og sværere at forholde sig til. Jeg vil gerne hygge mig og være sammen med hele familien, men jeg har også brug for at være stille sammen med min lille pige kan jeg mærke.

Det vigtigste af alt er nok at hun er til stede. At hun får lov at være med. At hun får lov at få lidt plads blandt alt det andet der fylder. Det fik hun i aften. Alle hendes engle er kommet på træet sammen med den nye engel, som hendes far købte forleden dag og sammen med de to nye nissetvillinger. Jeg elsker ornamenter med historie. Især når det er en fyldt med minder og en særlig betydning. På den måde giver det mening at fylde et træ med pynt. På den måde bliver der trukket en tråd ned igennem tiderne fra den gang og til nu. På den måde vil Elisabeth altid være med til at pynte træet sammen med os selvom hun aldrig fik lov.

Jeg ville have elsket at fylde træet med alle hendes kreationer. Både de skæve hjerter og popcorn på snor og hun ville have fået lov at pynte det alt det hun ville. For det er vel det handler om – at være sammen i en hyggelig stund fuld af minder. Sådan bliver det ikke. I stedet er det hendes engle der må fylde den plads og så må hendes søskende med tiden tage over og hjælpe os med at fylde træet med kærlighedspynt af den skæve slags.



Træet er blevet fint, men vi mangler stadig juletræslysene. Vi har kun en enkelt lyseholder, som fik lov at få et lys og tilmed fik lov til, allerede i aften, alene at lyse op så godt som det nu kunne. Det var en hel del. Det ene lys fik pludselig en helt andet betydning end havde der lyst 1000 lys. Smukt var det og det blev nydt den tid det varede.

De næste par dage får jeg sikkert ikke tid til få skrevet så meget. Derfor vil jeg allerede nu ønsker jer alle sammen en rigtig god jul fyldt med varme og masser af kærlighed.